Torsdag eftermiddag klokken 16.58 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at et tyveri i Bilka i Tilst havde udviklet sig til et røveri, da en vagt var blevet slået.
En patrulje kørte til stedet hvor de traf to vagter, der kunne forklare, at to mænd havde aktiveret tyverialarmen idét, de forlod butikken.
Det skriver Østjyllands Politi i den seneste døgnrapport.
De to vagter fortalte, at de fik kontakt til mændene uden for Bilka, og at de kunne se, at begge mændene havde tasker på, der stammede fra butikken.
Da de konfronterede mændene, slog den ene af mændene en af vagterne i ansigtet, inden de stak af fra stedet til fods. Herefter kontaktede vagterne politiet.
Ved undersøgelserne på stedet fandt betjentene en taske med tøj, der var stjålet fra butikken. Vagten, der blev slået, var umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade.
Efterforsker sagen
Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere. I den forbindelse har de også indhentet overvågningsbilleder fra Bilka, hvor man kan se de formodede gerningsmænd, som ifølge politiet formentligt har østeuropæisk baggrund.
Kan du genkende mændene på billederne, hører Østjyllands Politi gerne fra dig via tlf. 114.
Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere. I den forbindelse har de også indhentet overvågningsbilleder fra Bilka, hvor man kan se de formodede gerningsmænd, som formentligt har østeuropæisk baggrund. Foto: Østjyllands Politi.
Foto: Østjyllands Politi.