Du skal være ekstra opmærksom, når du lufter din hund i disse uger.
En dødelig parasit er i fremmarch i Danmark, og hunde kan blive smittet bare ved at snuse til de forkerte snegle.
Sygdommen kaldes fransk hjerteorm – og den kan være svær at opdage i tide.
De farlige snegle
Ifølge AniCura Danmarks chefdyrlæge, Hanne Friis, bliver hunde smittet, når de slikker eller spiser snegle, typisk under gåture i det fri.
Sådan skriver TV2 Fyn.
De inficerede snegle bærer på larver, som efterfølgende sætter sig i blandt andet lunger og hjerte hos hunden.
Det farlige ved sygdommen er, at symptomerne ofte lader vente på sig.
Ifølge Hanne Friis kan det tage 30 til 60 dage, før hunden tester positiv – og endnu længere, før symptomerne viser sig.
Hold øje med disse symptomer
Sygdommen kan vise sig i form af hoste, åndenød, nedsat appetit, vægttab, diarré, træthed, ændret adfærd og i nogle tilfælde forstyrrelser i hundens balanceevne.
I de mest alvorlige tilfælde opstår indre blødninger, der ikke vil stoppe.
"Det kan føre til varige skader på hjerte og lunger og i værste tilfælde koste hunden livet, hvis ikke parasitten opdages tidligt," siger Hanne Friis.
Dyrlægen opfordrer til, at man holder ekstra godt øje med sin hunds helbred og kontakter dyrlægen ved mistanke om fransk hjerteorm.
Hun anbefaler også, at hundeejere altid samler hundens afføring op, så smitten ikke spredes yderligere.