Danskerne har taget elbilen til sig i et tempo, der overgår forventningerne, og Skoda har fået deres bedste start på året nogensinde i Danmark.
Salget er steget med 68 procent i forhold til samme tidspunkt sidste år.
Samtidig er mere end fire ud af fem ordrer på elbiler, hvilket for alvor cementerer Skodas position som et førende elbilbrand i Danmark.
Sådan skriver bilmærket selv i en pressemeddelelse, som redaktionen har fået tilsendt.
Historisk har Skoda ellers været kendt for sine benzin- og dieselbiler, men de seneste år har bilmærket været igennem en markant transformation på det danske marked.
Elbilmodellerne Elroq og Enyaq tegner sig nu for 85 procent af Skodas samlede salg i årets begyndelse, hvilket er markant højere end det generelle marked, hvor elbiler udgør ca. 70 procent af de registrerede biler i årets to første måneder.
“Vi har fået en ny identitet med lanceringen af først Enyaq og senest Elroq. Det er også noget, vi selv skal omstille os til. Jeg tror, vi har fundet en god balance mellem tryghed og modernitet, som rammer rigtigt hos de danske bilkøbere. Salget går godt, men mindst lige så vigtigt er det, at vores forhandlere leverer på et højt niveau - også i eftermarkedet. Det gør en stor forskel for kunderne," siger Thomas Bruun, der er direktør for Skoda i Danmark.
Markant stigning i efterspørgslen
Flere nøgletal viser, at Skoda kigger ind i et ekstraordinært år. Aldrig før har mærket haft en højere placering i danskernes overvejelser ved bilkøb, og ordreindgangen i januar har slået tidligere rekorder.
Danmark er nu blandt Skodas bedst sælgende markeder i Europa for den nye Elroq, kun overgået af Tyskland.
"Vi får rigtig mange biler til Danmark, fordi vi er et vigtigt marked i EU – det kommer danske bilister til gode. Vi ligger lige bag Tyskland i antal solgte Elroq, og Enyaq performer fortsat virkelig godt. Det betyder, at vi kan sikre en kort leveringstid, fordi vi er et prioritetsmarked. Det er et mål i sig selv for os at have så kort tid som muligt fra ordre til levering," siger Thomas Bruun.
Optimistiske forventninger til 2025
Den stærke start på året giver grund til optimisme for resten af 2025. Skoda følger markedet tæt og arbejder løbende på at sikre kort leveringstid og et modeludvalg, der matcher efterspørgslen.
Elbilsalget forventes at spille en endnu større rolle resten af året, drevet af en stigende interesse for elektriske alternativer samt en øget tilgængelighed af modeller, der imødekommer forskellige behov.
Med Elroq og Enyaq som centrale modeller står Skoda over for et år, hvor elektrificeringen af bilmarkedet ser ud til at fortsætte med at vækste.