Ved udgangen af februar nåede antallet af offentlige ladepunkter i Danmark op på næsten 19.000, hvilket svarer til en stigning på 81 procent sammenlignet med samme tidspunkt sidste år. Antallet af lynladepunkter er steget med hele 93 procent, hvilket er næsten en fordobling og markerer en betydelig forbedring i mulighederne for hurtig opladning af elbiler på tværs af landet.
"Det er positivt, at udrulningen af ladestandere opretholder det høje tempo fra sidste år, men samtidig må vi ikke undervurdere, at fremtidens bilpark kræver markant flere ladestandere. Elbilsalget kommer ikke til at sænke tempoet, så det må opstillingen af ladestandere heller ikke," siger Mads Rørvig, adm. direktør for De Danske Bilimportører i en pressemeddelelse.
Det seneste år er bestanden af elbiler i Danmark steget med 79 procent, hvilket er en smule mindre end væksten i antallet af ladepunkter. Det betyder, at der nu er færre elbiler, der skal deles om hvert ladepunkt og lynladepunkt. Den seneste politiske aftale om muligheden for at indføre nulemissionszoner i visse områder lægger yderligere pres på behovet for en omfattende ladeinfrastruktur.
"De kommende nulemissionszoner vil sætte strøm til efterspørgslen efter elbiler, fordi bilisterne ikke vil eje en bil, som ikke må køre i hele landet. Når der politisk stilles krav til, at bilerne kører på el, påhviler der dem samtidig et ansvar for, at de mange biler kan oplades" siger Mads Rørvig, adm. direktør for De Danske Bilimportører, der opfordrer til, at kommunerne intensiverer opstillingen af ladestandere.
For at sikre, at ladeinfrastrukturen er tilgængelig for alle, har De Danske Bilimportører fremsat forslaget om laderet, der giver elbilister i etageejendom mulighed for at kræve installation af ladestandere ved deres bolig. Dette forslag vil yderligere styrke tilgængeligheden af opladning og skabe større incitamenter til at vælge elbiler.