En svag svensk krone og attraktive statstilskud til elbiler har de seneste år gjort det særdeles attraktivt at importere brugte elbiler fra Sverige til Danmark.
Hvor tallet i 2022 lå på 283 biler, så er det alene i årets første ti måneder i år blevet importeret godt 1800 brugte elbiler fra Sverige.
En stigning på over 500 procent.
Men hvor interessen for brugte elbiler har været enorm, så er der samtidig sket en stor opbremsning i importen af benzinbiler, der er gået fra godt 1000 til 500 i samme periode.
Det viser en ny opgørelse, som Motorstyrelsen har foretaget for Autoparts24.
Dermed står det klart, at de danskere, der er vilde med benzin- og dieselbiler skal forberede sig på, at der med tiden vil køre færre af dem på vejene.
Det store fald i importen af brugte benzinbiler fra Sverige hænger formentlig direkte sammen med stigning i brugte elbiler, lyder vurderingen fra Troels Meier, der er direktør i Autoparts24.
"Der har været en enorm appetit på elbiler herhjemme, og i Sverige har der været statstilskud ved køb af nye elbiler, der sammen med den lave svenske krone har gjort det attraktivt at købe elbiler brugt for danskere. Og samtidig har det gjort, at benzinbiler er blevet mindre attraktive," siger han.
Ifølge Troels Meier er udviklingen samtidig et meget godt billede på den store forskydning, der sker i bilmarkedet herhjemme, hvor attraktive vilkår for købere i vores nabolande og store prisforskydninger er med til at skabe helt nye muligheder for danske bilkøbere.
"Den danske bilpark gennemgår store forandringer i de her år, og overordnet set er det positivt, at de brugte biler, vi importerer, er med til at understøtte den grønne omstillling og få erstattet en stor del af vores fossile bilpark til biler uden udledninger af partikler," siger han.