Når man vil købe en brugt bil, er det ofte for at gøre en god handel, der kan spare nogle penge sammenlignet med købet af en ny bil.
Mens der er rig mulighed for at gøre sig en god handel, er det modsatte dog også meget muligt.
Lige i øjeblikket har Danskerne, der søger efter brugte elbiler, unikke muligheder for at gøre en god handel.
Det skyldes en markant tendens, hvor priserne på brugte elbiler falder endnu hurtigere end tidligere.
Ifølge data fra Bilbasen blev priserne justeret ned på over 1.800 elbiler alene i sidste uge – en rekord, som overstiger selv de priskorrigeringer, der fulgte Teslas store prisnedsættelser i januar 2023.
Det skriver B.T.
Det rekordhøje antal prisnedsættelser omfatter både biler i forskellige prisklasser og mærker, hvilket gør det muligt for mange at finde en elbil inden for deres budget.
En gennemsnitlig nedsættelse lyder på 11.449 kroner, og Bilbasens markedsanalytiker Jan Lang bekræfter over for mediet, at prisjusteringerne spænder bredt, fra modeller til 100.000 kroner til biler til næsten en halv million kroner.
Jan Lang påpeger, at det store udbud af brugte elbiler lægger et betydeligt prispres på markedet, og han forklarer, at forhandlerne er opsatte på at undgå lange liggetider på de dyrere modeller.
"Forhandlerne ønsker ikke at stå med biler, der hurtigt bliver for dyre at sælge," siger analytikeren og understreger, at det handler om konkurrenceevnen i et marked med historisk mange tilgængelige elbiler.
Der er i hvert fald ingen tvivl om, at særligt elbilsmarkedet bevæger sig med pendulfart i øjeblikket, og det handler om at følge godt med i prisudviklingen, hvis man ikke vil stå med et stort tab allerede kort efter bilkøb.