Hovedpine, træthed og dårlig søvn: Ved at gøre denne simple ting i boligen, kan du undgå det

Af: Thea Andersen

|

08/12/2023

Bolig
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Vinter og manglende udluftning er en dårlig kombination. Alligevel viser en ny medlemsundersøgelse, foretaget af LB Forsikring, at hele 42 procent ikke lufter tilstrækkeligt ud om vinteren. Manglende udluftning kan have alvorlige konsekvenser for både helbred og bolig – i værste fald kan det fremme skimmelsvamp.

Lige nu læser andre også

Kølig luft, is og snevejr. Det rimer for mange måske mest på at hygge indenfor og et ønske om at holde den kolde luft ude. En manglende udluftning kan dog have konsekvenser for både vores eget og boligens velvære, lyder det fra Anne Mette Kirkegaard, Vicedirektør i Skade og Jura, i LB Forsikring, der er landets største medlemsejede forsikringsselskab.

“Hvis man ikke lufter ud, får man en tung og dårlig luft med et højt indhold af CO2. Det kommer for eksempel fra mados og kemikalier fra diverse hårspray og deodoranter,“ lyder det fra Anne Mette Kirkegaard, der fortsætter:

“Dårlig luft kan påvirke os meget og blandt andet resultere i hovedpine, træthed og dårlig søvn. Men det kan også have alvorlige konsekvenser for vores bolig, hvis man ikke lufter ud. Den fugtige luft vil stå stille, som desværre giver gode muligheder for dannelse af skimmelsvamp.”

Stearinlys forurener indeklimaet

Den mørke vintertid kombineret med jul er for mange også stearinlysenes tid. De levende lys er dog rene indeklima-syndere, især hvis man ikke lufter ordentligt ud, skriver LB Forsikring i en pressemeddelelse.

“Benytter man levende lys til at tænde op for hyggen, skal man vide, at stearinlys udsender rigtig mange partikler, som både er dårlige for helbredet og indeklimaet. En god ide er derfor at klippe noget af vægen af og undgå gennemtræk, når man tænder op. Så sørger man for, at der ikke spredes endnu flere artikler. En anden god ide er også at sætte forbruget af levende lys ned ved i stedet fx at benytte LED-lys”, lyder det fra Anne Mette Kirkegaard, Vicedirektør i Skade og Jura, LB Forsikring, der dog understreger, at man selvfølgelig kan bruge stearinlys om vinteren, man skal blot være opmærksom på behovet for udluftning også.

Bange for varmeregningen ved udluftning

LB Forsikring anbefaler, at man lufter ud 2-3 gange dagligt i 5-10 minutter per gang. Flertallet følger anvisningerne, men 42 procent svarer i undersøgelsen, at de ikke lufter tilstrækkeligt ud. En af årsagerne er blandt andet, at de er bange for varmeregningen. Men det kan faktisk være billigere i forhold til varmeregningen at lufte ud.

“Hvis man ikke lufter ud, har man en tung og fugtig luft i boligen, som faktisk tager længere tid at opvarme. Der skal derfor bruges mere energi på opvarmningen, hvis man ikke lufter ud. Det kan derfor være positivt for pengepungen, hvis man prioriterer at lufte ud”, siger Anne Mette Kirkegaard.

Hver tredje svarer også, at de ikke lufter ud efter anvisningerne, fordi de glemmer det, og LB Forsikring kommer derfor med gode råd til, hvordan man nemmere kan huske udluftningen.

Fem gode råd:
  • Gør udluftning til en vane. Luft fx ud, når du står op, hver gang du børster tænder, laver mad eller lignende.

  • Tænd emhætten, når du laver mad. Får du ikke skiftet luften under og efter madlavning, kan damp og fedtstoffer sætte sig i køkkenet og i de omkringliggende rum. Husk derfor at tænde emhætten gerne 5 minutter før til 5 minutter efter madlavning. Har du ikke en emhætte, er det vigtigt at åbne vinduerne omkring komfuret og holde dørene lukket til de omkringliggende rum.

  • Luk døren til badeværelset efter badet. Vi bader i gennemsnit over 6 minutter ad gangen, og de varme bade giver en masse fugt. Derfor er det godt at holde døren til badeværelset lukket og at lufte godt ud efter badet. Husk også at vaske udsugningen på dit badeværelse.

  • Tør ikke tøj indenfor. Du bør hænge dit tøj til tørre udenfor. Tørrer du en sjælden gang tøj indenfor, så bør du gøre det i rum, der har mekanisk udsugning (ofte badeværelse eller dedikeret tørrerum).

  • Stearinlys er hyggelige, men det er en af de store syndere, når det gælder indeklimaet, så husk at lufte grundigt ud. Der findes alternativer til levende lys som fx LED-lys, der også giver oplevelsen af en flagrende flamme.

Om undersøgelsen:

Medlemsundersøgelsen er foretaget i oktober 2023 i LB Forsikrings medlemspanel, der er rekrutteret blandt LB Forsikrings over 420.000 medlemmer.

1367 medlemmer, der alle er over 18 år, har deltaget i undersøgelsen. 49% af respondenterne er kvinder og 51% er mænd.

LB Forsikrings medlemspanel er et panel af medlemmer på tværs af forsikringsgrupperne Lærerstandens Brandforsikring, Bauta Forsikring og Runa Forsikring, der frivilligt har meldt sig.

Anbefalet til dig