Rystende rapport: Facebook og Instagram svigter dyrene

Af: Thea Andersen

|

18/09/2023

Dyr
Foto: Screenshot fra sociale medier / World Animal Protection Danmark
Foto: Screenshot fra sociale medier / World Animal Protection Danmark
Afhuggede lemmer, seksuelt misbrug, falske genoplivelser og dødelig tortur. Små ‘kæledyrs-aber” udnyttes uhæmmet i videoer, der er blevet set mere end 12 milliarder gange, og som er særligt udbredte på de største sociale medier, Facebook, Youtube, Instagram og Tik Tok.

Mest læste i dag

“Man plejer at sige, at fantasien ikke kender nogen grænser, men det gør virkeligheden angiveligt heller ikke. Der er åbenbart ingen grænser for, hvor langt mennesker vil gå for at få kliks og tjene penge på grov udnyttelse af vilde dyr.” siger Stephanie Kruuse Klausen, wildlife-ekspert hos World Animal Protection Danmark, i forbindelse med rapporten ’The Cruelty You Don’t See’, fra organisationen SMACC, (Social Media Animal Cruelty Coalition).

Her afdækkes en lang række grusomme overgreb på aber, der bliver fysisk og psykisk mishandlet som ren kommerciel underholdning, siger organisationens wildlife ekspert om rapporten, der viser, at udnyttelsen af aberne spænder meget bredt:

Nettet er fyldt med videoer, der viser skræmte, stressede og kuede aber, der udfører tricks og kunster, der fejlagtigt opfattes som sjove og underholdende, men i virkeligheden er lavet under tvang, og som er milevidt fra dyrenes naturlige instinkter.

Det skriver World Animal Protection Danmark i en pressemeddelelse.

Sexmisbrug og afhuggede lemmer

“I mange tilfælde ser man kun toppen af isbjerget, mens der udspiller sig anderledes barske realiteter bag kameraet”, siger World Animal Protections ekspert:

“Alene den træning, der er gået forud for de klip, der ser mest uskyldige ud, skjuler ofte  hårdhændet og voldelig behandling af dyrene. For eksempel trænes aber til at gå på to ben, ved at bagmændene binder dyrenes hænder på ryggen, og de aber, der klædes ud i dukketøj, så de ligner mennesker, er ofte de samme dyr, der senere mishandles i mere fysisk voldelige videoer” oplyser Stephanie Kruuse.

Ud af 1266 undersøgte links er der i rapporten blandt andet dokumenteret 58 tilfælde af ‘bedøvede’ aber, 53 tilfælde af seksuelt misbrug, syv tilfælde hvor lemmer blev hugget af, 31 tilfælde af dødelig tortur samt 78 tilfælde af falske redningsaktioner, hvor bagmændene sætter aberne i livstruende situationer, som de så “redder” dem fra. Sågar falske genoplivelser udsættes aberne for.

Facebook og Instagram svigter dyrene

Alene de 1266 links som SMACC har undersøgt, er set over 12 milliarder gange på nettet, og mere end halvdelen (60 procent) indeholder former for åbenlys fysisk mishandling af dyrene.

“Ofte er der tale om helt små abeunger, der er blevet taget fra deres mødre kort efter fødslen, hvilket i sig selv er skadeligt og traumatiserende for dyrene”, siger Stephanie Kruuse Klausen, der opfordrer brugere, der surfer på nettet til at anmelde videoer, hvis de har mistanke om, at der ligger mishandling bag.

Tal fra SMACC viser nemlig, at det nytter at anmelde. 

“Lidt under halvdelen af anmeldte links (47 procent) resulterede i, at videoklippene blev fjernet. Men træerne vokser ikke ind i himlen, for hverken Instagram, Facebook eller Youtube har været særligt gode til at lave en effektiv politik, og underbygge den med tekniske løsninger, der rent faktisk virker for alvor. Derfor hviler der et tungt ansvar på de store SoMe-platforme, som videoernes bagmænd udnytter til at tjene penge på levende væsener, der ikke kan forsvare sig selv,” siger Stephanie Kruuse Klausen.

Fakta (om undersøgelsen):

Data, brugt i rapporten, er hovedsageligt indsamlet fra de fire sociale medieplatforme: Facebook, Instagram, TikTok og YouTube mellem september 2021 og marts 2023.

Alt indhold analyseret i rapporten, er links, der var blevet anmeldt og rapporteret af netbrugere via SMACC til de relevante sociale medieplatforme.
På tidspunktet for analysen var indholdet ikke blevet fjernet.

World Animal Protection International har i samarbejde med SMACC og andre organisationer, været i løbende dialog med de omtalte SoMe-platforme for at få dem til at indføre effektive metoder, der skal forhindre, sanktionere og advare mod videoer med dyremishandling.

Anbefalet til dig