Debatten omkring Hjem-Is' omdøbning til Fråst rasede i slutningen af sidste år, og kritikken mod det nye brand var tydelig. Blandt kritikerne var også chefredaktøren på Finans, Ole Obitsø, der anså det som en uigennemtænkt beslutning. Nu er en af hjernerne bag navneskiftet, marketingchef Anders Christiansen, blevet opsagt af ejerne, Food Union, på hans første rigtige arbejdsdag. Og det har Ole Obitsø skrevet et debatindlæg om i Finans.
Trods den tidligere kritik af navneskiftet rejser fyringen spørgsmål om retfærdighed, skriver Ole Obitsø. Det virker som en hån mod marketingchefen, der ikke fik en reel chance for at arbejde med det nye brand og bevise dets værd. Han blev sendt ud på markedet med et kontroversielt navn, og ejerne trak tæppet væk under ham, angiveligt med begrundelsen om at reducere investeringen i brandet.
Det er dårlig stil, men det afslører også en grundlæggende misforståelse af marketingens rolle. Ole Obitsø forklarer;
“Branding og marketing er ikke kun en kortsigtet øvelse, hvor der lynhurtigt med et nyt navn, en ny reklame eller et nyt logo skal hives penge ind.”
Han uddyber, at det er her, virksomhedens position i markedet formes, og kampen om markedsandele og kundeloyalitet udkæmpes.
Food Union synes at have misforstået dette grundlæggende princip. Deres manglende vilje til at lade marketingchefen arbejde med det nye brand antyder en bristende tillid til marketingfunktionens rolle. Ole Obitsø har ovenpå nyheden forsøgt at kontakte Food Union for yderligere information, men forgæves.
Han konkluderer, at uanset årsagen bag fyringen, peger situationen på en ugunstig fremtid for Fråst-brandet, der kæmper for at vinde accept, når ejerne selv synes at have tabt troen på det.