Vinteren gjorde i sidste uge for alvor sit indtog i Danmark, hvor de fleste dele af landet fik årets første snefald.
Derfor er der kommet godt gang i opvarmningen i de danske hjem.
Det er dog ikke alle steder, at de blot skruer på en radiator - flere steder tyer man stadig til pejsen.
Mange er dog ikke klar over, at brændet faktisk har en udløbsdato, hvor man ikke længere bør bruge det.
Sådan skriver Huffington Post.
Hvor længe brænde kan opbevares, afhænger af træsorten.
Eksperter nævner, at træ som gran bør bruges inden for et år, mens hårdere sorter som eg eller frugttræer kræver mindst to år til tørring og kan holde op til fem år under de rette forhold.
Efter fem år kan brændet begynde at nedbrydes og miste sin brændværdi.
For at sikre, at brændet er tørt og klar til brug, anbefales det at opbevare det et godt ventileret sted med adgang til sollys.
Friskhugget brænde kan indeholde op til 60 procent fugt, mens brænde til fyring skal ned på under 20 procent.
"Vådt brænde producerer mere sod og støvpartikler, hvilket øger emissionerne og reducerer effektiviteten," oplyser Federal Chimney Sweeps Association. Det understreges også, at brænde skal fjernes fra direkte kontakt med jorden, da fugt og insekter kan skade træet.
Når brændet stables, er det en fordel at placere de største stykker nederst for at skabe en stabil stak, der er let at tilgå. Beskyttelse mod regn er desuden essentielt, enten gennem overdækning eller opbevaring i et brændeskur.