Vi elsker jule- og nytårsfesterne, men ikke altid resultatet

Af: Asger Risom

|

30/11/2024

Det rammer oftest unge

Lige nu læser andre også

Hvert år kontakter tusindvis af unge Sex & Samfunds rådgivningsportal Sexlinien for Unge med spørgsmål om krop og sex.

I 2023 var det mest søgte ord på sexlinien.dk ’klamydia’ og henvendelser omhandlende sexsygdomme toppede i januar.

Sådan skriver Sex & Samfund i en pressemeddelelse.

Generalsekretær Majbrit Berlau fra Sex & Samfund forklarer, at festlige aktiviteter omkring jul og nytår ofte indebærer spontane møder, hvor præventionen bliver glemt:

"Juletiden er fuld af sjove og dejlige fester, som for nogle ender med sex uden kondom med nye partnere. Selvom, at ingen har en sexsygdom som nytårsønske, henvender flest unge sig til Sexlinien med spørgsmål om netop dette i januar måned. Derfor har vi i Sex & Samfund et juleønske om, at flere unge beskytter sig med kondom – den eneste præventionsform, der både beskytter mod graviditet og sexsygdomme," siger hun.

Sexlinien bemærker, at både mænd og kvinder i næsten lige høj grad søger viden om prævention og beskyttelse.

Og selvom det kan føles akavet at foreslå kondombrug, viser undersøgelser, at unge ofte opfatter det som et tegn på modenhed og respekt for partneren.

En julekampagne med humor

I samarbejde med RFSU har Sex & Samfund netop lanceret julekampagnen ’Hårde pakker – en indpakningsguide til årets vigtigste julegave’.

Med udgangspunkt i julen, bygger kampagnen på et humoristisk koncept, der informerer om anvendelsen af kondom med mulighed for at vinde et års forbrug af RFSU-kondomer.

Kampagnen kører via de sociale medier og vil også blive vist på infoskærme på en række ungdomsuddannelser. 

”Hvis vi skal nå bredt ud med budskabet om sikker sex, skal vi nå de unge, der hvor de er. Med vores julekampagne om kondombrug forsøger vi at sende vigtig sundhedsinformation ud til en målgruppe af unge, som måske ikke selv opsøger den,” siger Majbrit Berlau, generalsekretær i Sex & Samfund.

Anbefalet til dig