Når tiden er knap og aftensmaden skal hurtigt på bordet, er det fristende at finde en genvej til optøning af kylling. Men vær på vagt – forkerte metoder kan føre til alvorlige madforgiftningsrisici. Ifølge eksperter fra Delish er der kun tre sikre måder at optø kylling på.
Varmt vand og stuetemperatur er fy-fy
En af de største faldgruber er at lade kyllingen ligge ved stuetemperatur eller bruge varmt vand til at speede processen op. Det kan nemlig medføre, at bakterier som salmonella trives og formerer sig.
Køleskab: Den sikreste løsning
Den mest pålidelige måde at optø kylling på er i køleskabet. Temperaturen holdes konstant under 4°C, hvilket forhindrer bakterievækst. Denne metode tager tid, men giver også mulighed for at genfryse kyllingen, hvis man ombestemmer sig. For at undgå dryp på andre madvarer bør kyllingen altid placeres på den nederste hylde i en skål eller på en bakke.
Når det skal gå hurtigt: Koldt vand
Har du travlt, er koldt vand en effektiv løsning. Placer kyllingen i en skål og lad koldt vand løbe kontinuerligt over kødet. Varmt vand må ikke bruges, da det kan få ydersiden af kødet til at nå farlige temperaturer, mens midten stadig er frossen. Denne metode kan tage fra 15 minutter til en time, afhængigt af stykkets størrelse.
Sidste udvej: Mikrobølgeovn
Hvis tiden er knap, kan mikrobølgeovnens optøningsfunktion anvendes, men vær opmærksom på, at kyllingen skal tilberedes straks efter. Mikrobølgeovnen kan opvarme ydersiden, mens midten stadig er frossen, hvilket kan resultere i uens tilberedning og sejt kød.
Husk hygiejnen
Uanset hvilken metode du vælger, er hygiejne altafgørende. Vask hænder grundigt efter håndtering af rå kylling, og desinficér alle overflader. Med den rette planlægning kan du sikre en sikker og velsmagende ret – uden risiko for bakterieproblemer.