At hakke løg er en uundgåelig del af madlavningen, men de fleste kender også den irriterende svie i øjnene og de ufrivillige tårer, der følger med. Nu findes der dog en løsning: en særlig løgsort, der eliminerer problemet. Det fortæller Food and Wine.
Den nye variant, Smileys-løg, ligner ved første øjekast almindelige søde gule løg med deres gyldne ydre og sprøde hvide indre. Men de adskiller sig markant fra traditionelle løg ved ikke at forårsage tårer, når de skæres. Efter flere tests viser det sig, at Smileys-løg ikke udløser den velkendte irritation i øjnene.
Hvorfor får Smileys dig ikke til at græde?
Når et almindeligt løg skæres, frigives en kemisk forbindelse kaldet syn-propanethial-S-oxid, som irriterer øjnene og fremkalder tårer. Over tid kan almindelige løg endda blive mere kraftige i deres virkning. Smileys-løg er derimod udviklet gennem målrettet dyrkning, hvor de bliver mildere med alderen. Ifølge Falon Brawley fra Onions 52, virksomheden bag Smileys, "sælges de først, når de har nået et mildt nok niveau til ikke at forårsage tårer." De er ikke genetisk modificerede, men skabt gennem tre årtiers krydsavl af mildere løgtyper.
Smag og anvendelse
Smileys-løg har bevaret deres stærke aroma, men er langt sødere end traditionelle gule løg. Ifølge Brawley har de en "karamelagtig sødme med en sprød tekstur, der minder om et æble." De holder også længere i køkkenet på grund af deres lavere vandindhold. Deres naturlige sødme gør dem særligt velegnede til karamellisering, fransk løgsuppe og sød-saltet dips.