Annette Heick har fået en uventet musikalsk hilsen fra en af Danmarks største kunstnere.
Musikeren Benjamin Hav har nemlig valgt at nævne hendes navn flere gange i sit nye nummer "Du ska' med" - og det kom bag på den populære tv-vært og sanger.
Første vers i sangen starter med ordene:
"Du' et barn af noget godt som Annette Heick."
Derefter går det løs med gentagelser af hendes navn:
"Hvad skal det blive til, Annette? Hvis du er min nu, Annette, må du vise det, Annette Sjovt tøj på du laver fis nu, Annette Og det' fint nu og natten den er din nu, Annette."
Sådan skriver BILLED-BLADET.
Troede ikke sine egne ører
Da Annette Heick første gang hørte sangen, blev hun mildest talt overrasket.
"Mine ører var lige ved at falde af," skriver hun på Instagram.
Hun afslører, at hun sidste år var til tre koncerter med Benjamin Hav, og at især én af dem har sat sig fast i hendes hukommelse.
Annette Heick er i øjeblikket på ferie i Vietnam med sin familie, men det har ikke forhindret hende i at sende en munter hilsen tilbage til Benjamin Hav.
På Instagram har hun delt en video, hvor sangen spiller, hvortil hun skriver:
"Benjamin, jeg gi'r en drink i Saigon."
Man kunne fristes til at tro, at Annette Heick skal til koncert med Benjamin Hav igen inden længe - og så får hun muligheden for at skråle sit eget navn.