Arla har en høj stjerne hos danskerne - og det er der ikke noget at sige til.
Virksomheden står blandt andet bag det populære smørmærke Lurpak, ligesom de er ophavsmand til flere af danskernes favoritter, når det kommer til ost- og mælkeprodukter.
Nu oplyser de i en pressemeddelelse, at der er ændringer på vej.
Markante ændringer
Sagen er den, at Arla Foods udnævner Torben Dahl Nyholm, der er Chief Financial Officer (CFO) og Executive Vice President (EVP), til sin direktion.
Torben Dahl Nyholm vil efterfølge Peter Giørtz-Carlsen, der er medlem af direktionen og Executive Management Teamet (EMT) samt EVP for Arla Foods’ europæiske forretning.
Han er nemlig blevet ansat som ny CEO for DLG Group.
Den nye EVP for den europæiske forretning og nyt EMT-medlem bliver Mark Boot, der er Senior Vice President (SVP) for Arla Foods’ forretning i Holland, Belgien og Frankrig.
Arla Foods' direktion består af to personer, og fra 1. december 2024 vil den bestå af Arla Foods' CEO, Peder Tuborgh, og CFO og EVP, Torben Dahl Nyholm.
"Jeg har arbejdet tæt sammen med Peter lige siden han kom til Arla. Gennem årene har han leveret over forventningerne til vores landmandsejere, og vi har opnået stærke resultater under hans ledelse. Selvom jeg vil savne Peters ekstraordinære dedikation og at have ham ved min side, er jeg glad på hans vegne og tilfreds med, at Arla kan fostre en stærk CEO til DLG," siger Peder Tuborgh og fortsætter:
"Jeg er glad for, at bestyrelsen har udnævnt Torben Dahl Nyholm, til Arla Foods' direktion. Gennem sin karriere i Arla har Torben vist sig at være en fremragende leder. Hans fokus på vækst og evne til både at innovere og beskytte vores andelsselskab er bemærkelsesværdig."
Reaktioner fra Torben Dahl Nyholm og Mark Boot
"Jeg er stolt over at blive betroet en rolle i Arlas direktion, og jeg ser frem til muligheden for at arbejde endnu tættere med Arlas bestyrelse for at opnå Arlas ambitioner og realisere vores vision," lyder det fra Torben Dahl Nyholm.
Som erstatning for Peter Giørtz-Carlsen tiltræder Mark Boot som EVP for den europæiske forretning og medlem af EMT senest fra 1. februar 2025.
Mark Boot kom til Arla Foods i 2016 og har en solid erfaring fra Unilever og Royal Friesland Campina.
Han har tidligere ledet Arla Foods' forretning i Sydøstasien og er i øjeblikket Senior Vice President for den kommercielle forretning i Holland, Belgien og Frankrig.
"Jeg er beæret over at blive betroet ansvaret. Jeg ser frem til at styrke vores forretning yderligere og samarbejde med Arlas landmandsejere og kolleger i hele Europa," lyder det fra Mark Boot.
Senest fra 1. februar 2025 vil Peter Giørtz-Carlsen forlade Arla Foods. Processen med at finde en afløser for Mark Boot er iværksat.