Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) bekræfter over for DR, at der er blevet fundet et objekt ved Nord Stream 2-rørledningen, som blev ramt af eksplosioner sidste år.
Han uddyber ikke, hvilket objekt der er tale om.
"Vurderingen fra vores myndigheder er, at der ikke umiddelbart er nogen sikkerhedsrisiko og dermed heller ikke fare for menneskeliv og skibstrafik," siger han til mediet.
Det er selskabet, som ejer rørledningen, som selv bekræftede fundet over for de danske myndigheder.
Spørger man Ruslands præsident, Vladimir Putin, så kan objektet vise sig at være en sprængladning på rørledningen.
Ifølge Putin har et skib fra det russiske gasselskab Gazprom nemlig fundet beviser på netop dette.
"Specialister mener, at det kan være en antenne til at modtage et signal til at detonere en eksplosiv enhed, som kunne have været - jeg er ikke sikker, men det er muligt - plantet under rørledningen," siger han til det statsejede nyhedsbureau Tass.
Ifølge Lars Løkke Rasmussen er objektet blevet dokumenteret med billeder af selskabet, som står bag rørledningen. Ydermere vil der blive fulgt op med med en direkte henvendelse til ambassaden i Rusland.
Det var 26. september sidste år, at der blev konstateret en lækage på Nord Stream 2-ledningen cirka 20 kilometer syd for Dueodde på Bornholm.
Den efterfølgende morgen blev der fundet to lækager på Nord Stream 1 nordøst for Bornholm.
Det førte til, at statsminister Mette Frederiksen (S) om aftenen den 27. september fortalte, at det var de danske myndigheders havde vurderet, at lækagerne var et resultat af bevidste handlinger.
I alt blev fire gaslækager bekræftet på gasledningerne.
Ifølge danske myndigheder var det eksplosioner, som forårsagede skaderne.
Vladimir Putin har flere gange udtalt, at Rusland ikke har været indblandet. Han kalder i stedet skaderne for "international terrorisme".