DMI har opdateret sæsonprognosen, så danskerne nu kan få et indblik i, hvordan vejret ser ud i december og januar.
Først og fremmest er det værd at nævne, at prognosemodellerne er relativt enige.
Vejret i julemåneden og januar ser overvejende mildere og tørrere ud end normalt og med knap så megen blæst.
Dog kan et højtryk over Grønland skubbe vinterlig kold luft ned over Skandinavien og Danmark i december.
Det skriver DMI.
Husk at skifte til vinterdæk!
Produkt
Navn
Pris
Forhandler
Hvid jul?
December ser ud til at blive præget af overvejende tørvejr og svage vinde, hvor kun få fronter passerer fra vest. Mild luftstrøm fra vest vil sandsynligvis være dominerende, men muligheden for en kortvarig og kold periode kan ikke udelukkes.
Et højtryk kan midlertidigt etablere sig over Skandinavien, hvilket betyder, at danskerne kan se frem til dage med nattefrost, tåge og solskin.
Samtidig er der også en vis risiko for, at et højtryk over Grønland kan skubbe kold arktisk luft ned over Nordeuropa og dermed give sne og frost.
Med andre ord udelukker DMI ikke, at julen bliver hvid i år, selvom det ikke ser ud til at være det mest sandsynlige på nuværende tidspunkt.
Mildt vejr
I januar forventes vejret at fortsætte i samme milde stil, med mindre nedbør og blæst end normalt.
Prognoserne indikerer, at højtryk vil dominere over det nordøstlige Atlanterhav og Vesteuropa, hvilket resulterer i færre lavtryk over Danmark.
Akkurat som i december kan højtryk over Skandinavien bringe en periode med stille og køligt vejr, men det vil sandsynligvis ikke være varigt.
Østlige eller sydøstlige vinde kan også føre koldere luft ind over Danmark, men generelt ser temperaturen ud til at forblive over normalen i januar.
Samlet set peger prognoserne på en overvejende mild vinter med få, men mulige, kolde perioder.