Boligejerne har god grund til at juble: Har fået stor 'bonus'

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Det gælder boligejere i samtlige regioner.

Mest læste i dag

Hvis du ejer en bolig, så fik du helt sikkert en pæn 'bonus' i maj måned.

Den gennemsnitlige salgspris for villaer og rækkehuse i Danmark endte på 17.312 kroner per kvadratmeter i maj, viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks.

Således steg huspriserne med 1,2 procent fra april til maj, og dermed har prisudviklingen for huse foreløbigt haft et positivt fortegn i samtlige måneder siden årets begyndelse.

Det betyder, at et hus på 150 kvadratmeter i gennemsnit er steget med 81.750 kroner i værdi siden januar måned, hvilket svarer til 3,3 procent i værdiforøgelse.

De seneste måneders stigninger i huspriserne gør samtidig, at den gennemsnitlige salgspris for huse i Danmark nu ikke er set højere siden september 2022.

Sådan skriver Boligsiden i en pressemeddelelse.

”Boligpriserne begyndte først for alvor at rasle tilbage i efteråret 2022 som følge af den daværende økonomiske situation i samfundet, hvorefter der fulgte en længere periode med prisfald på boligmarkedet. Nu er de prisfald så godt som indhentet, og niveauet begynder så småt at minde mere om de gyldne tider under coronaboomet,” siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

”Dermed ikke sagt at boligmarkedet kører i et så hastigt tempo, som det gjorde i coronaårene. Men overordnet set har vi i dag et boligmarked, som klarer sig godt, og som er i bedre form end mange af os havde forventet. Blandt andet har boligskatterne vist sig at have en mindre negativ effekt end først antaget.”

”Forklaringen er i høj grad, at mange danske husholdninger har en solid økonomi på grund af blandt andet store opsparinger, stigende lønninger og høj beskæftigelse. Desuden er renten netop blevet sat ned, og det vil alt andet lige også smitte positivt af på boligmarkedet. Derfor lyder forventningen herfra også, at boligpriserne vil stige yderligere i den kommende tid.”

Det gælder for samtlige regioner, at huspriserne steg fra april til maj. Den største prisstigning er i Region Midtjylland med en stigning på 1,7 procent.

Prisstigninger for lejligheder og sommerhuse

Også lejlighedspriserne steg fra april til maj med 0,5 procent, hvilket betyder, at den gennemsnitlige salgspris for ejerlejligheder i Danmark endte på 34.726 kroner per kvadratmeter i maj.

Dermed er landsgennemsnittet for lejlighedspriserne nu på sit højeste niveau siden august 2022.

I Københavns Kommune, som er landets største marked for ejerlejligheder, landede den gennemsnitlige salgspris på 51.956 kroner per kvadratmeter i maj, som er 0,6 procent mere end i april.

”Lejlighedsmarkedet har overrasket den seneste tid, da det især er her, at boligskatterne nu er steget. Derfor lød forventningen også, at priserne ville falde som følge deraf. Men de seneste måneder har vi også set stigende handelsaktivitet og stigende priser for ejerlejlighederne, og her spiller det forholdsvis lave udbud også en rolle, hvor der synes at være rift om de ejerlejligheder, som sættes til salg,” siger Birgit Daetz.

For sommerhusene endte den gennemsnitlige salgspris på 23.115 kroner per kvadratmeter i maj, som er 1,1 procent mere end i april. Dermed er sommerhuspriserne nu tilbage på samme niveau som i august 2022.

”For sommerhusene spiller sæson især en væsentlig rolle, hvor vi som regel ser stigende priser i forårs- og sommermånederne. Men det er værd at hæfte sig ved, at kvadratmeterprisen nu har rundet over 23.000 kroner, og det er efterhånden længe siden, at niveauet har været så højt. Sommerhuse betragtes ofte som et ekstra gode i tilværelsen, så når sommerhuspriserne stiger, vidner det typisk også om, at mange danskeres økonomi er robust nok til at kunne prioritere den slags goder,” siger Birgit Daetz.

Anbefalet til dig