Det er sommer og dermed også højsæson for bryllupper. Nogle bryllupper skiller sig dog en smule ud fra andre.
Normalt er det jo to menneskelige individer der siger 'ja' til hinanden, men sådan behøver det (åbenbart) ikke være. Ikke alle steder i hvert fald.
En borgmester i en lille mexikansk by har nemlig giftet sig med en krokodille. Nærmere bestemt den 7-årige krokodille Alicia Adriana.
Ceremonien er en gammel tradition, der menes at bringe held til byens befolkning.
"Vi elsker hinanden, og det er det vigtige," sagde borgmester Victor Sosa under ceremonien.
En tradition igennem 230 år
Alicia Adriana har fået rollen som "prinsessepigen", et væsen, der legemliggør moder jord. Foreningen mellem en kvindelig alligator og en mand er blevet fejret i San Pedro Huamelula i det sydøstlige Mexico i mindst 230 år.
Formålet er at fejre dagen, hvor to etniske grupper i området blev forenet gennem ægteskab, skriver El Universal.
Ægteskab med "prinsessepigen" siges at forene det menneskelige med det guddommelige og formodes at bringe held og lykke til hele byens befolkning.
I løbet af de seneste hundrede år er ritualet dog blev opgraderet lidt, og 'bruden' blev ført ind til ceremonien i en hvid, håndsyet brudekjole.
For at undgå uheld mellem brudeparret blev krokodillens mund også bundet med reb.
"Jeg tager ansvar for, at vi elsker hinanden og det er det vigtige, for uden kærlighed er det ikke et rigtigt ægteskab. Vi elsker hinanden, og jeg går med til at gifte mig med prinsessepigen," sagde borgmesteren under ceremonien ifølge El Universal.