Der går ikke lang tid, før Caroline Wozniacki skal deltage i OL, hvilket bliver hendes fjerde gang.
Denne gang bliver det dog uden sin familie ved sidelinjen, på trods af at hun ville elske at have dem med.
Nu afslører den danske tennisstjerne årsagen bag denne beslutning.
Hverken Olivia på 3 år eller James på 1 år vil kunne opleve deres mor live til OL i Paris.
Tennisstjernen ville ellers gerne have dem med, men frygten for at der kan ske noget med dem, som f.eks. terror eller andre ubehageligheder, gør at de må blive hjemme. Det fortæller hun i et interview med B.T.
"Det er en af årsagerne til, at jeg ikke har taget dem med. Jeg kan ikke selv stå for deres sikkerhed, og de er selvfølgelig det vigtigste og mest værdifulde, vi har. Så børnene og min mor er blevet i Monaco. Det var for besværligt med adgangen og sikkerheden. Desuden kunne de heller ikke få adgang til tennis-delen, så det ville blive stressende for alle parter," fortæller Wozniacki.
Hun påpeger dog, at hun selv føler sig sikker ved OL.
Derfor bliver børnene sammen med hendes mor (børnenes mormor, red.) i Monaco, hvor de kan hygge sig, tage til stranden eller hvad de har lyst til. Caroline Wozniacki fortæller yderligere, at hun taler med dem hver dag, og at de har det godt i mormors varetægt.