Julen er forbi, og det betyder, at mange danskere er begyndt at kigge fremad mod nytår.
Mange havde håbet på hvid jul, men det skete altså aldrig - og der er da heller ikke noget, der tyder på, at der falder sne lige foreløbigt.
Der er ikke meget nyt at skrive om vejret i dag. Det vil nemlig opføre sig præcist som vi oplevede det i går.
Nemlig med en grå og tung dyne at skyer på himlen, dis eller tåge tilsat lidt småregn ind i mellem.
Sådan skriver DMI.
Den triste cocktail kan nok ikke få mange op i gear, men hvis man ikke er til kulde, er der alligevel lidt at glæde sig over.
Temperaturerne vil nemlig de fleste steder ligge omkring 8 graders varme og med rolige vindforhold, hvorfor man sagtens kan undlade det varmeste vintertøj, hvis man skal ud og luftes i løbet af dagen.
Dog bliver vejret en tand mere spændende, når vi bevæger os ind i det nye år.
Stormtrussel lurer ved nytår
I uge 1 peger flere prognoser på, at et højtryk mellem Vesteuropa og Island vil dominere.
Det kan sende koldere, nordvestlig luft ned over Danmark. Lavtryk fra nordvest kan give regn og kraftig blæst, og der er risiko for stormstød, hvis et lavtryk passerer tæt forbi.
Mellem lavtrykkene vil der være dage med tørvejr, svagere vind og lidt sol, især i Nord- og Østdanmark. Dagtemperaturerne ventes mellem 2 og 7 grader, mens natten kan byde på temperaturer mellem -2 og 5 grader.
Januar med mild luft og højtryk
I uge 2 vil højtryk over Azorerne og Vesteuropa dominere.
De fleste lavtryk vil bevæge sig nordøst over Norskehavet, hvilket giver en mild vestlig strømning over Danmark. Danskerne kan forvente svage fronter med lidt regn og tiltagende vind, men også dage med stabilt, tørt vejr og solglimt.
Temperaturerne vil typisk ligge mellem 2 og 8 grader om dagen og mellem -2 og 5 grader om natten. Nedbøren forventes at ligge omkring normalen på 10-20 mm.