Søndagen starter gråt og vådt, men efterhånden hører regnen op de fleste steder, og nordjyderne kan måske endda få solen at se, inden den går ned.
I næste uge vil en højtryksryg stabilisere vejret over Danmark, og vi kan se frem til en periode med tørt vejr.
Solen vil også kigge forbi fra tid til anden, og hullerne i skydækket vil også kunne forårsage let frost og dannelse af tåge om natten.
Sådan skriver DMI.
Men hvordan ser vejret så ud i resten af december? Det svarer DMI på i deres månedsprognose.
Mildt vejr
Midt i december - nærmere bestemt uge 51 - skifter vejret til en mildere og fugtig tone.
Lavtryk vest for De Britiske Øer presser fronter mod Danmark, men højtryksryggen fra Centraleuropa svækker dem noget.
Resultatet bliver en grå uge med få solglimt og lejlighedsvis regn. Dagtemperaturerne stiger en smule og forventes at ligge mellem 2 og 7 grader, mens natten byder på temperaturer mellem -2 og 5 grader.
Samlet set ender uge 51 temperaturmæssigt tæt på det normale for årstiden, mens nedbøren forbliver moderat.
Hvid jul?
Tirsdag i uge 52 er det juleaften, og lige nu ser det ud til, at ugen bliver præget af et højtryk fra Azorerne, der holder lavtrykkene nordpå.
Juleugen byder derfor på en vestlig til nordvestlig luftstrøm med overvejende skyet vejr og mulighed for både regn og vinterlig nedbør.
Chancen for en landsdækkende hvid jul forbliver dog lav. Den er nemlig kun på 7 procent.
Dagtemperaturerne i uge 52 forventes at befinde sig mellem 1 og 7 grader, mens natten holder sig mellem -3 og 5 grader.
Prognoserne indikerer en temperatur lidt over det normale og en nedbørsmængde, der ligger tæt på gennemsnittet.