Et højtryk ligger næsten stille tæt på Danmark, og sender lun og fugtig luft op over os.
Vi har derfor udsigt til flere dage med grå og diset vejr, men en sprække eller to i skydækket kan sende en lille solstrålen ned i ny og næ.
Temperaturen vil holde en lille døgnvariation, men ligger i store træk mellem 6 og 11 grader. Heldigvis holder højtrykket blæsten væk, og vi får derfor udsigt til ret svage vinde fra forskellige retninger.
Sådan skriver DMI.
Vi skal frem til søndag eller mandag, før et lavtryk prøver at komme frem til landet vestfra med lidt regn, men det ser ud til hurtigt at blive afvist af det næste højtryk.
Det betyder, at der venter endnu en omgang med gråvejr.
Meteorologens tips
Gråvejrsdage har længe haft ry for at være triste og kedelige, men måske er det på tide at give dem en chance for at vise deres særlige charme.
Meteorolog fra DMI Mette Wagner mener, at der er en skønhed og ro i gråvejrsdagens lys og atmosfære, som mange overser.
At tage en tur i naturen på en gråvejrsdag giver en anderledes oplevelse. Uden solens skarpe stråler kan man lade solbrillerne blive hjemme og virkelig fordybe sig i de subtile farver og former, landskabet viser frem.
Himmelens skyer bliver til kunstværker i konstant bevægelse, og de grå nuancer kan minde om en scene i en sort-hvid film, hvor fokus ligger på kontrasterne i omgivelserne.
Ved stranden tilbyder gråvejret endnu en dimension. Her brydes lyset på en måde, der får vandets refleksioner til at fremstå særligt dramatiske.
Gråvejret kan også være en praktisk fordel i trafikken, især i vinterhalvåret, hvor lav sol kan blænde bilister. På en grå dag kan vi færdes mere sikkert uden de udfordringer, solen kan skabe i trafikken.
Så næste gang skyerne dækker himlen, kan det være en invitation til at se dagen i et nyt lys.