De kommende dage byder på ret gråt, lidt vådt og til tider blæsende vejr, men samtidig bliver det ret mildt for årstiden.
Mandag svinger et mindre lavtryk forbi Danmark sammen med skyer og stedvis regn.
Fra tirsdag ligger der et højtryk sydvest og senere syd for landet, mens flere lavtryk tager en bane ind mod Vestnorge. Det betyder, at vi får ret skyet vejr med lidt regn i perioder, og til tider bliver det ret blæsende.
Sådan skriver DMI.
De seneste dage har prognoserne vist flere mulige vejrudviklinger fra torsdag og frem.
Så sent som i lørdags antydede prognoserne, at en meget blæsende torsdag ville blive efterfulgt af et omslag til koldt vejr med mulighed for vinterlige byger.
De nyeste prognoser indikerer nu, at vi sidst på ugen i perioder får blæst, men kulden ser ud til at holde sig væk, så de byger, der måtte komme, bliver våde og ikke hvide.
Dermed står det klart, at danskerne ikke skal forvente sne i den kommende uge.
Fryser du?
Produkt
Navn
Pris
Forhandler
Årets første sne
Ifølge DMI forventes sæsonens første sne da også først at lande i november.
"Enkelte analogier indikerer, at der efterhånden kan bygge op et højtryk mellem Grønland og Skandinavien, hvilket i så fald kan sende kold luft ned til Danmark i slutningen af måneden med nattefrost og måske de første snebyger," skriver DMI om november måned i sæsonprognosen.
Om vi får sne i november - eller først i december - vil tiden vise.