DMI udsender to kategori 1-varsler: Voldsomt vejr rammer landet

Nyheder
Foto: Shutterstock
Både Jylland og Sjælland ser ud til at blive ramt, mens Fyn går fri.

Lige nu læser andre også

Den tidligere tropiske orkan, 'Kirk', ligger lige syd for Lolland her til morgen og passerer lige øst om København.

Den er nu blevet til et gedigent lavtryk.

Efter lavtrykket har passeret hen over Frankrig og Tyskland, ser det ud til at tabe noget af pusten, men vil stadig have en del regn og vind med sig.

Sådan skriver DMI.

Det er hovedsageligt kun i de østlige egne, der kommer meget regn. Der er udsendt varsel om kraftig og langvarig regn for Østdanmark minus Bornholm, der dog ikke slipper helt for regnvejr.

Varslet omhandler kraftig regn og er af kategori 1, hvilket også betegnes som 'voldsomt vejr'. Der forventes kraftig regn mellem 30 og 50 mm i varslingsperioden, som slutter klokken 16 torsdag.

Dog er det ikke kun i Østdanmark, at vejret bliver en anelse mere voldsomt end normalt.

Torsdag eftermiddag og aften er der varsel for stormende kuling med vindstød af stormstyrke på den jyske vestkyst.

Der er endnu stor usikkerhed om de samlede nedbørmængder og præcis, hvor nedbøren falder.

At vinden i Jylland tiltager i løbet af dagen, og at der kan komme vindstød af stormstyrke, er dog ret sikkert.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Heldigvis ser vejret ud til at arte sig på fredag, hvor mange skolebørn, traditionen tro, går på efterårsferie med skolernes motionsdag.

Vinden tager af til en frisk brise, og solen kommer frem. I weekenden er der fortsat en frisk vind, lidt sol og til tider vådt.

Anbefalet til dig