Efter Brand på Børsen: Sådan skal heltene hyldes

Af: Liva H.

|

17/05/2024

Nyheder
Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk
Bygningen, som er et af Københavns mest kendte vartegn, led stor skade under branden. Men nu skal heltene bag den store indsats under branden hyldes

Lige nu læser andre også

Den 16. april oplevede København en tragisk og voldsomt brand, hvor en stor del af den 400 år gamle Børsen bygning brændte.

Bygningen, som er et af Københavns mest kendte vartegn, led stor skade, men takket være en heltemodig indsats fra Hovedstadens Beredskab, politiet og Nationalmuseet, blev næsten halvdelen af bygningen og mange værdifulde kulturelle kunstværker reddet.

Det skriver Københavns kommune Økonomiforvaltningen

Heltene skal hyldes

Den 22. maj fejrer Københavns Kommune og Dansk Erhverv den indsats, der blev ydet for at redde Børsen og dens kulturarv under branden den 16. april.

Fejringen finder sted med en reception på Københavns Rådhus.

Under receptionen vil Københavns overborgmester Sophie Hæstorp Andersen og direktøren for Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, holde tale og udtrykke deres taknemmelighed over for alle dem der bidrog til indsatsen under branden.

"Da vi alle stod med sorg i hjertet, kæmpede mange tapre sjæle for at slukke branden og bevare vores fælles kulturarv.

På byens vegne vil jeg udtrykke en dybfølt tak for den store og modige indsats. Uden jer havde vi ikke haft noget at bygge videre på," siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen.

"De myndigheder, der professionelt håndterede situationen under branden, fortjener stor anerkendelse. Takket være deres heltemodige indsats blev uvurderlige kunstværker reddet, og brandens udbredelse blev begrænset.

Det, at næsten halvdelen af Børsen stadig står, skyldes deres hurtige og resolutte handlinger.

Det er jeg – og mange med mig – dybt taknemmelige for," tilføjer Brian Mikkelsen fra Dansk Erhverv.

Jakob Vedsted Andersen, beredskabsdirektør ved Hovedstadens Beredskab, vil også holde en tale ved arrangementet. Efter talerne vil der blive serveret rådhuspandekager til de fremmødte gæster.

Receptionen er forbeholdt medlemmer af Borgerrepræsentationen samt ansatte og samarbejdspartnere fra blandt andet Hovedstadens Beredskab, Københavns Politis Beredskabsenhed, Nationalmuseet, Livgarden, Hjemmeværnet og Folketingets administration.

Dato og sted for arrangementet: Onsdag den 22. maj 2024, kl. 12.30-13.30 Sted: Rådhushallen, Københavns Rådhus

Anbefalet til dig