De seneste dage har det ikke bare været koldt. Det har været bidende koldt.
Mandag morgen blev der flere steder målt helt ned til minus 14 grader, og mens et hav af danskere måtte ud i de tidlige morgentimer for at skrabe bilen, havde elbilsejere ekstra god grund til bekymring.
Det er ikke nogen hemmelighed, at elbilers rækkevidde falder drastisk, når det bliver koldt uden for, og spørger man Søren W. Rasmussen, der er bilteknisk redaktør hos FDM, falder rækkevidden omtrent 1 procent per grad.
Det betyder, at rækkevidden falde med helt op til 30 procent ved minus 10 grader.
Sådan skriver TV 2.
Test bekræfter
En ny test, der er udført af FDM i samarbejde med seks europæiske søsterklubber, viser, at 25 elbiler med en angivet rækkevidde på over 500 kilometer i gennemsnit kører 40 procent kortere i kulden, hvilket må siges at være ret slemt.
Det understreger, hvor stor en påvirkning vintervejret har på elbilers ydeevne.
Den primære årsag til den reducerede rækkevidde er, at batteriet bruger ekstra energi på at opvarme kabinen.
Modsat benzin- og dieselbiler, hvor varmen er et biprodukt fra motoren, kræver elbiler en stor mængde strøm for at skabe varme.
En anden udfordring er opladning i kulden.
Koldere temperaturer gør, at batterier har sværere ved at tage imod store mængder strøm, hvilket betyder, at lynladning tager længere tid om vinteren.
Andre ting spiller ind
Dækvalget og vejforholdene bidrager også til den kortere rækkevidde.
Vinterdæk med dybere mønstre skaber mere modstand, og slud eller sne på vejene gør det sværere for bilen at rulle effektivt.
"Det kan sammenlignes med, når du cykler på cykelstien. Jo mere modstand, vind og vejr der er imod dig, des hårdere bliver det for dig at holde en god fart," udtaler Søren W. Rasmussen.