Flere står i kø end nogensinde før til at aflevere sin hund på et internat: "Det er måske lidt for nemt at anskaffe sig en hund"

Af: Kasper Rud

|

17/09/2024

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Internaterne er presset

Lige nu læser andre også

Menneskets bedsteven. Det kender alle, at man kalder en eller sin hund. Derfor drømmer mange mennesker om at anskaffe sig sådan en ven. Enten til sig selv eller til sin familie. Af og til kan der dog ske det, at beslutningen om en hund ikke er tænkt helt igennem, og så sker der det, der helst ikke skal ske, når man har forøget sin familie.

Flere hundeejere i Danmark står nu i kø for at aflevere deres firbenede venner til internater. Hos Dyrenes Beskyttelse oplever man en stigende tendens, hvor ventelisterne til at aflevere hunde er vokset markant. Hvert af de ni internater har nu mellem 20-30 personer i kø, hvilket er en stor stigning sammenlignet med sidste år, hvor antallet lå på fire til fem personer.

Det skriver DR.

Internatchef Karina Fisker fra Dyrenes Beskyttelse kalder udviklingen "bekymrende". Hun peger på, at flere hundeejere står overfor udfordringer, de ikke havde forudset, da de anskaffede sig en hund. "Det er bekymrende, når der står flere på venteliste, end der plejer, og der er flere, vi ikke kan hjælpe her og nu," siger hun.

I 2021 blev der under coronapandemien registreret rekordmange hunde i Danmark, med hele 79.122 nyregistreringer. Mange af disse hunde er siden blevet afleveret tilbage til internaterne. Men den nuværende stigning i indleveringer handler ikke om såkaldte "corona-hunde", understreger Fisker. De hunde, der nu bliver indleveret, er typisk mellem et og to år gamle – en alder, der ofte forbindes med adfærdsproblemer, som mange ejere ikke er forberedte på at håndtere.

"Vi fornemmer, at det til tider bliver en for stor opgave at anskaffe sig en hund. Det kræver lidt mere, end man lige har forestillet sig," siger Karina Fisker. Hun opfordrer kommende hundeejere til at sætte sig grundigt ind i, hvad det kræver at eje en hund, både i forhold til træning, racens behov og de langsigtede forpligtelser.

Fisker mener, at det er blevet "lidt for nemt" at anskaffe sig en hund, og hun advarer mod at træffe en hurtig beslutning uden at overveje det ansvar, det indebærer. Hun pointerer, at det er ejerens ansvar at sikre, at hunden trives og får den nødvendige opdragelse og stimulering.

Når en hund indleveres til Dyrenes Beskyttelse, går de i dialog med ejerne for at forstå, hvad der er gået galt. Dette gøres for at sikre, at den næste ejer er bedre forberedt på at tage sig af hunden og håndtere eventuelle adfærdsproblemer.

Karina Fisker forventer, at antallet af indleverede hunde vil stige yderligere i år og ramme 300-400 flere end de 584, der allerede er indleveret.

Anbefalet til dig