Årets største shoppingdag er lige rundt om hjørnet, og alt tyder på, at den igen kommer til at slå rekorder.
Black Friday falder for første gang siden 2019 på en lønningsdag, og det skaber forventninger om øget salg.
Det viser sig også i en undersøgelse, som A&B Analyse har gennemført blandt 1.003 repræsentativt udvalgte danskere for GLS Denmark.
Her er konklusionen, at danskerne i god tid forbereder sig på årets største shoppingdag.
Sådan skriver GLS i en pressemeddelelse.
Impulskøb eksploderer på Black Friday
Undersøgelsen viser, at to ud af tre danskere har en forventning om at foretage minimum et onlinekøb på Black Friday.
Samtidig holder hver fjerde dansker igen med onlinekøb i starten af november, fordi de forventer flere tilbud på Singles’ Day, Black Friday og Cyber Monday.
Når jagten på de gode tilbud sætter ind, har 45 procent af danskerne allerede et specifikt produkt i sigte, som de ønsker at finde på Black Friday.
For de resterende 55 procent er det primært de attraktive tilbud, der trækker. Uanset om forbrugerne planlægger indkøbene eller ej, er impulskøb en uundgåelig del af Black Friday.
Syv ud af ti danskere indrømmer at lade sig rive med på dagen, og dermed dominerer impulskøb danskernes indkøbsstrategi på Black Friday.
Black Friday flytter danskernes juleshopping til november
Hos pakkedistributøren GLS Denmark genkender man billedet. I 2022 overhalede pakkeantallet i november december, og siden da har november været den måned med størst pakkevolumen i GLS.
I november 2023 var antallet af pakker ni procent højere end i december, og samtidig lå det 38 procent over GLS’ gennemsnit for de øvrige måneder af året.
"Vi kan se en klar tendens til, at danskerne i stigende grad placerer deres indkøb i november. Det stiller høje krav til vores kapacitet, så vi de seneste år har haft behov for at indsætte ekstra ressourcer tidligere. Samtidig har vi investeret massivt i øget kapacitet, der kan sikre vores dag-til-dag leveringskvalitet på 99%, selv når forbrugernes shoppingvaner eksploderer," udtaler Steen Ravnsbæk Kristensen, Managing Director i GLS Denmark.
GLS Denmark forventer en lille stigning i pakkevolumen i forbindelse med årets Black Friday og julehandel sammenlignet med 2023. Med færre dage til at levere pakker mellem Black Friday og juleaften vil perioden være præget af øget travlhed.
Men når de gode tilbud bliver klikket hjem på fredag, kan danskerne stadig se frem til samme hurtige levering som sædvanligt.