Jyderup-kunderne kan se frem til, at varmeprisen ikke bliver så høj som først antaget.
Forsyningsselskabet Fors A/S, som driver Jyderup Varmeværk, har nemlig indført en beregning af prisen hver tredje måned, så kunderne ikke betaler en unødig høj pris i længere tid end nødvendigt. Det sker også som følge af borgermødet i Jyderup Hallen den 25. oktober 2022, hvor mange varmekunder deltog.
”Vi ved, at vores kunder i Jyderup er presset af den høje varmepris. Det oplevede vi også til borger-mødet i Jyderup. Vi lytter til vores kunder, og vi ønsker at give dem den bedst mulige løsning. Derfor har bestyrelsen besluttet, at vi ser på gasprisen og regner på varmeprisen hvert kvartal, så vi sikrer, at vores kunder ikke betaler en unødig høj pris. Vi ved, at hver en krone tæller,” fortæller kundedirektør Rikke Saltoft fra Fors A/S.
Hidtil har der ikke været store prisudsving på eksempelvis fjernvarmepriser eller naturgaspriser. Derfor har selskaberne i Danmark traditionelt haft aconto-afregning. Aconto-afregningen betyder, at kunden betaler løbende forud ud fra et fast forbrug. Når perioden gøres op, afregnes der enten med en tilbagebetaling til kunden eller en efterbetaling til selskabet.
Aconto-beregningen fastsættes normalt på baggrund af forrige års forbrug, og derfor har det været kundens aktuelle årsforbrug, som har medført en eventuel efterbetaling eller tilbagebetaling.
Men det gør Fors A/S nu ekstraordinært op med i 2023 for at tilgodese varmekunderne i Jyderup. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
For at undgå en stor acontobetaling, hvor der opkræves for meget, der først betales tilbage til kunderne ved årsafregningerne, indføres der nu hyppigere afregning af det faktiske forbrug.
Den nuværende energikrise har medført, at selskabet to gange inden for det senest halve år har været nødsaget til at varsle prisstigninger for varmekunderne i Jyderup. I den senere tid har vi oplevet, at gasprisen er faldet, og det er netop det, Fors A/S reagerer på med det nye tiltag.
Fors A/S varslede i september en prisstigning fra 2.230,75 kr. til 2.906,88 kr. pr. MWh pr. 1. januar 2023. Det svarer til en årlig varmeregning på 60.064 kr. for en standardkunde. Set i lyset af de faldende naturgaspriser bliver prisen pr. 1. januar 2023 nu til 2.000 kr. pr. MWh. For en standardhus-stand svarer det til en årlig varmeregning på 43.650 kr.