Halsbånd skærer sig dybt ind i Victors hals: Hankat står til trist skæbne

Nyheder
Victor stod overfor en grum skæbne. Foto: Dyrenes Beskyttelse
Et telefonopkald blev redningen for en hankat i nød. Katten havde nemlig et læderhalsbånd på, som ikke kunne klikke op af sig selv, og i et forsøg på, at komme af med halsbåndet, havde det skåret sig dybt ned i kattens hals.

Lige nu læser andre også

Det sker ofte, at Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral får henvendelser omkring katte, men da kredsformand, Christina Qvottrup, kom ud for at hente denne kat, blev hun alligevel ubehageligt overrasket over dens tilstand.

Henvendelsen gik på, at der var blevet set en kat i området omkring Århus, som så rigtig skidt ud. Borgeren, der havde set katten, satte med hjælp fra Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral, en fælde op, så katten kunne blive indfanget og undersøgt. Der gik heldigvis ikke lang tid før at katten gik i fælden.

Christina kørte derfor straks afsted for at hente katten.

Måtte lægges i narkose

Da Christina kom frem til katten, kunne hun se, at det stod så slemt til, at katten havde brug for en dyrlæge med det samme. Katten havde tydelige, store sår, hele vejen rundt langs halsen, som umiddelbart så ud til at stamme fra en gammel sele. Hun besluttede sig derfor for at tage katten med til Viborg Internat, hvor den kunne blive behandlet på Egelund Dyreklinik med det samme.

Da dyrlæge Lise Svejgaard undersøgte katten, viste det sig at være et læderhalsbånd med spænde, som havde forårsaget kattens situation. Lise forklarer problemet med halsbåndet:

”Halsbåndet ville aldrig kunne klikke op af sig selv. Halsbåndet var lukket med et spænde, ligesom man ser på bælter, og derfor kunne det ikke klikke op. I sit forsøg på at komme af med halsbåndet, har katten fået poten ind under det, og det har derfor skåret sig dybere og dybere ned i hans hals. Det har været utrolig smertefuldt.”

Halsbåndet kunne ikke klikke op af sig selv. Foto: Dyrenes Beskyttelse

Hankatten blev derfor straks lagt i narkose, så læderhalsbåndet kunne fjernes. Det dybe sår rundt langs halsen var fyldt med betændelse og nekrose. Katten var derfor i store smerter og det var nødvendigt at lægge den i narkose, blot for at kunne fjerne halsbåndet. Desuden bliver han behandlet for øremider. Der venter nu et langt forløb med at blive helt rask. Katten har fået navnet Victor.   

"Selvom Victor virkelig var i smerter og såret var skåret dybt ned i hans kød, skal han nok blive helt rask. Han har været igennem en længere behandling med antibiotika og laser, som har hjulpet ham med at hele bedre og hurtigere. Inden længe er han rask nok til at komme ud til en ny familie,” afslutter Lise Svejgaard. 

Hverken chippet eller øretatoveret

Det har desværre ikke været muligt at finde Victors ejer. Katten var hverken chippet eller øretatoveret, og derfor var der ingen mulighed for at finde ud af hvor han kom fra. Der er dog ingen tvivl om, at Victor har haft en ejer, da han både var kastreret og havde halsbånd på. Victor har været fremlyst, men uden held. 

For din kats sikkerhed, vælg chip og øretatovering, og sig nej til halsbånd. Victor gik længe rundt i store smerter pga. læderhalsbåndet. Han vil, når han er klar, få en ny familie, hvor han kan leve et helt nyt liv uden smerter, men med masser af omsorg og kærlighed.

 

Anbefalet til dig