Genbrug og salg af tøj har aldrig været mere populært, men nu må danskerne til at kigge en anden retning end deres vanlige, når de skal købe eller sælge brugt tøj.
I foråret blev den danske tøjsalgsplatform Trendsales opkøbt af det litauiske selskab Vinted. Kort efter overtagelsen blev alle danske medarbejdere afskediget, og nu står det klart, at Trendsales lukker permanent den 10. oktober.
Det bekræfter virksomheden til Finans.
Da Trendsales i april blev solgt til Vinted, blev det meddelt, at det danske team ikke længere passede ind i virksomhedens planer.
Trendsales' direktør og medstifter, Mads Aarøe Mathiesen, forsikrede dengang brugerne om, at platformen ville fortsætte driften – i hvert fald midlertidigt.
Den forsikring holder dog ikke længere, da lukningen nu er blevet et faktum.
Alle Trendsales' over en million brugere vil få tilbudt at overføre deres profiler til Vinted, som er en lignende platform, der giver mulighed for køb og salg på tværs af landegrænser.
Ifølge Mads Aarøe Mathiesen er det den bedste løsning for medlemmerne: "Vi har set på, hvilken løsning, der vil give den bedst mulige oplevelse for vores medlemmer. Og det er egentlig ganske simpelt. Som sælger vil du naturligvis rigtig gerne have solgt din vare, og med flere købere på platformen er det lettere at sælge."
Trendsales blev oprindeligt grundlagt af Freeway-koncernen og har i mange år været en populær platform for køb og salg af brugt tøj og sko. I 2017 fusionerede Trendsales med Tradono, hvor Mads Aarøe Mathiesen var medstifter.
Administrerende direktør hos Vinted, Adam Jay, forsikrer, at danske kunder stadig vil kunne få hjælp på dansk, hvis de flytter over til Vinted. Selskabet, der blev grundlagt i 2008, er nu Europas største markedsplads for brugt tøj og sko.
"de danske kunder vil stadig kunne få hjælp på dansk, hvis de flytter over til Vinted."
På nuværende tidspunkt har Trendsales ikke offentliggjort noget om lukningen på deres egen hjemmeside, men overgangen til Vinted ser ud til at være næste skridt for brugerne.