Henrik Qvortrup færdig

Nyheder
Foto: Valdemar Ren/Ritzau Scanpix.
Henrik Qvortrup er ikke længere ansvarshavende chefredaktør for Ekstra Bladet. Denne rolle bliver nu overtaget af Knud Brix.

Lige nu læser andre også

58-årige Henrik Qvortrup er ikke længere ansvarshavende chefredaktør for Ekstra Bladet. Denne rolle har han overladt til Knud Brix, da han har et ønske om at hellige sig journalistikken.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra JP/Politikens Hus

Det var derfor ikke længe, Henrik Qvortrup nåede at sidde i stolen som ansvarshavende chefredaktør. Han tiltrådte nemlig stillingen den 1. juli 2021, hvorfor rollen kun nåede at være hans i ni måneder.

Beslutningen om at overlade rollen som chefredaktør til Knud Brix, har Qvortrup truffet i forlængelse af, at der er blevet udarbejdet en ny, redaktionel strategi for Ekstra Bladet.

Qvortrup lægger ikke skjul på, at han er glad for at have bidraget til at levere en 'skarpskåret redaktionel strategi', og at han har været en del af sammensætte et stærkt ledelsesteam.

"Jeg er stolt af at have leveret en skarpskåret redaktionel strategi, der har bidraget til en nødvendig skærpelse af Ekstra Bladets position i det danske medielandskab og at have sammensat et ledelsesteam, der kan forløse Ekstra Bladets store potentiale," siger Henrik Qvortrup.

Selvom han tilsyneladende har været tilfreds med sin indsats som ansvarshavende chefredaktør for Ekstra Bladet, ønsker han at lægge sit fokus andetsteds. Han vil nemlig hellere have fokus på det journalistiske fremfor den ledelsesmæssige rolle, fortæller han.

"Men det står også klart for mig, at selve journalistikken vægter højere end den ledelsesmæssige rolle, og derfor vil jeg nu hellige mig journalistikken igen," lyder det fra ham.

At han har truffet en beslutning om at trække sig fra posten som chefredaktør, er dog ikke ensbetydende med, at han er helt færdig på Ekstra Bladet.

Han vil nemlig fortsat være tilknyttet Ekstra Bladet, men vil i stedet koncentrere sig om at lave podcasten Q&CO, ligesom han vil bidrage fast med politiske analyser.

Med sig på vejen får Henrik Qvortrup pæne ord fra Stig Ørskov, der er adm. direktør i JP/Politikens Hus.

"Ekstra Bladet havde brug for en skærpelse af den redaktionelle strategi. Det har Henrik Qvortrup leveret. Vi anerkender, at Henrik brænder mere for journalistikken end det ledelsesmæssige. Og derfor er vi også enige i behovet for en ledelsesmæssig justering," siger Stig Ørskov.

Anbefalet til dig