Holger Rune taler ud om trænersituationen: "Det var svært, fordi vi har været ..."

Af: Lucas Andreas

|

22/10/2024

Nyheder
Foto: Victor Velter / Shutterstock.com
Foto: Victor Velter / Shutterstock.com
Holger Rune har skiftet træner flere gange siden hans gennembrud i 2022.

Lige nu læser andre også

Der er løbet meget vand i åen for Holger Rune på trænerfronten.

Danskeren, der aktuelt indtager en 14.-plads på ATP-ranglisten, har haft adskillige trænerskifte siden sit gennembrud i 2022.

I det seneste bud på en trænerkonstellation har Holger Rune valgt at genansætte sin tidligere træner Lars Christensen, som nu er tilbage på holdet efter en pause på omkring to år.

Lars Christensen var en central del af Runes udvikling som tennisspiller gennem 14 år, og deres samarbejde blev genoptaget, da Rune bad om hans hjælp tidligere på måneden forud for en turnering i Kina.

De har siden arbejdet sammen under turneringen '6 Kings Slam' i Saudi-Arabien og vil fortsætte partnerskabet resten af sæsonen.

Det skriver Ekstra Bladet.

I et interview før ATP 500-turneringen i Basel fortæller Rune om processen med at genoplive samarbejdet.

"Det var svært, fordi vi har været sammen så længe, og man på en måde ikke helt vidste, hvor man havde hinanden. Det gjorde også ondt at bryde den relation, vi havde haft i så lang tid," siger Rune, som tydeligvis er glad for at have sin tidligere træner tilbage ved sin side.

Mens Christensen nu er tilbage som træner, understreger Rune, at Kenneth Carlsen fortsat er en vigtig del af hans team, ligesom de fysiske trænere Lapo Becherini og Louis Fresneau også spiller afgørende roller i hans forberedelser.

Tirsdag står Holger Rune klar til at møde chilenske Nicolas Jarry i første runde af ATP-turneringen i Basel, hvor han håber at bygge videre på det positive momentum, det fornyede samarbejde har skabt.

Anbefalet til dig