"Jeg kan ikke huske, noget lignende er sket før": Politiet udsendte foto af den forkerte mand i efterlysning

Nyheder
Politiet har nu udsendt det rigtige foto af manden. Foto: Politiet
Politiet har nu udsendt det rigtige foto af manden. Foto: Politiet
Københavns Vestegns Politi beklager fejlen.

Lige nu læser andre også

Torsdag eftermiddag delte Københavns Vestegns Politi et billede af Kevin Wegeland.

Eller, det troede de i hvert fald, de havde.

For i omtrent fire timer er billedet af en forkert mand blevet delt bragt af Nyheder24 samt andre danske medier, fordi Københavns Vestegns Politi kom til at vedhæfte de forkerte billeder.

Sagen, som Kevin Wegeland, eftersøges til, handler om bortførelsen af en 27-årig mand, som blev holdt fanget mod sin vilje i mere end 17 timer.

Her blev han desuden udsat for mishandling i form af grov vold.

Siden har B.T. været i kontakt med Københavns Vestegns Politi for at finde ud af, hvordan sådan en brøler overhovedet kan finde sted.

Hurtigt fik de tilsendt følgende skriftlige svar af vicepolitiinspektør Charlotte Skovby gennem politikredsens presseafdeling:

"I forbindelse med en efterlysning af en eftersøgt bragte vi desværre to fotos af en forkert mand. Vi har talt med pågældende, undskyldt og vejledt ham med hensyn til erstatning."

"Jeg kan ikke huske, noget lignende er sket før. Men det var en fejl, og det vil jeg gerne beklage," kommer det fra Charlotte Skovby til B.T.

Kidnapningen, som den 28-årige Kevin Wegeland er efterlyst i forbindelse med, fandt sted lørdag 16. marts i år.

Her blev offeret tvunget ind i en bil i Hedehusene af bevæbnede mænd.

Herefter blev offeret ifølge politiet holdt fanget i flere biler og på flere adresser på Sjælland, mens kidnapperne ved at ringe til offerets mor forsøgte at få hende til at betale 500.000 kroner i løsesum.

Frihedsberøvelsen udløste samme aften en omfattende eftersøgningsaktion, som foregik flere steder på Sjælland i et tæt samarbejde mellem enheder fra PET og politikredsene for Sydsjælland og Lolland-Falster samt Københavns Vestegn.

I løbet af søndag eftermiddag blev den bortførte mand fundet i live, men alvorligt kvæstet.

Han havde blandt andet pådraget sig kraniebrud, brud på den ene kæbe og betydelige skader på det ene øje.

Anbefalet til dig