Gennem de seneste år har danskerne mærket en markant stigning i prisen på dagligvarer.
Mad på bordet og basale forbrugsvarer er blevet dyrere, hvilket presser mange husholdninger til at prioritere de daglige indkøb.
Helt almindelige hverdagsvarer, som før var tilgængelige for langt de fleste, er nu blevet luksusvarer for flere, hvilket har skabt bekymring blandt forbrugere landet over.
Fødevarepriserne har i september matchet rekorden fra juli, og tallene fra Danmarks Statistik viser en gennemsnitlig stigning på 22 procent siden begyndelsen af 2022.
Det er særligt nogle helt basale varer, der stikker af i pris.
(Artiklen fortsætter efter statistikken.)
De 10 fødevarer med den største prisstigning i procent siden januar 2022:
Olivenolie: 82,9 procent.
Sukker: 50,3 procent.
Chokolade: 41,6 procent.
Grøntsager (tørrede, forarbejdede og frosne):36,8 procent.
Æg: 35,1 procent.
Ost: 31,9 procent.
Mel og gryn: 31,3 procent.
Kartofler: 30,2 procent.
Ris: 29,9 procent.
Babymad: 29,7 procent.
Det er især de voldsomme energipriser og den globale uro, der har været afgørende for prisstigningerne, påpeger økonomer.
Privatøkonom Brian Friis Helmer fra Arbejdernes Landsbank forklarer over for TV 2, at fødevarepriserne er steget kraftigt, siden inflationen begyndte at tage fart for to år siden.
Han peger på coronapandemien og krigen i Ukraine som to væsentlige årsager til prisernes himmelflugt, men advarer samtidig om, at selvom inflationen nu er faldet til omkring to procent, vil fødevarepriserne sandsynligvis ikke følge med ned.
”Jeg kan godt forstå, at forbrugerne undrer sig over, at priserne ikke falder. Mange fødevarevirksomheder har tidligere meldt ud, at prisfald var på vej, men det har vi endnu ikke set,” udtaler økonomen.
Danskerne kan derfor forvente, at de høje fødevarepriser vil fortsætte, og et egentligt prisfald ser ikke ud til at være på vej foreløbigt.