Mange mennesker er afhængige af kollektiv transport i deres dagligdag, og derfor vækker det nye mulige tiltag bekymring hos de borgere, der jævnligt benytter sig af denne transportform.
Teknisk Udvalg i Fredericia Kommune overvejer omfattende besparelser som en del af kommunens mobilitetsplan, der blev vedtaget i 2022. Flere områder ser ud til at blive ramt, herunder kollektiv trafik, drift af offentlige toiletter og rengøringsstandarder på kommunens folkeskoler.
Det skriver Fredericia Avisen.
Planen indebærer blandt andet en omstrukturering af ressourcerne, hvilket vil medføre kraftige nedskæringer i den kollektive trafik. Konkret betyder det, at ressourcerne skal prioriteres til de mest benyttede ruter, mens frekvensen på ruter og stoppesteder med lavt passagerantal vil blive reduceret markant.
Ved at implementere disse ændringer forventer kommunen at kunne spare op til tre millioner kroner årligt fra 2026 ved at nedskære ialt 6.000 køreplantimer.
"Vi arbejder tæt sammen med Sydtrafik for at finde de bedst mulige løsninger baseret på de data, vi har. Vi er opmærksomme på behovet for alternative transportmuligheder, såsom flextrafik, især for de borgere, der vil blive berørt af disse ændringer," siger formand for Teknisk Udvalg, John Nyborg (A).
Karsten Byrgesen, løsgænger og næstformand i Fredericia Kommunes byråd, er delvis enig. Han mener også, at man kan reducere omkostningerne forbundet med kollektiv trafik, men påpeger, at der skal findes alternative løsninger for dem, der reelt har behov for den kollektive trafik og ikke har bil til rådighed. Samtidig mener han, at man må spare på de områder, hvor behovet er lavt.
Der er dog delte meninger om, hvorvidt dette er et godt forslag. Kritikere mener, at det vil øge uligheden og i værste fald ramme kommunens mest sårbare grupper, herunder ældre, der ikke har adgang til bil eller andre transportmuligheder.
Om spareforslagene bliver vedtaget, er endnu ikke afgjort. Det afhænger af, om forligspartierne kan blive enige, når de forhandler budgetaftale