I en pressemeddelelse fra Kongehuset oplyses det ny, at Hendes Majestæt Dronningen med virkning fra den 1. april 2021 har udnævnt Kongehusets ceremonimester, kammerherre Kim Kristensen, som ny hofmarskal.
Kim Kristensen overtager stillingen efter kammerherre Michael Ehrenreich, der efter godt seks år som hofmarskal har besluttet at fratræde sin stilling for at gå på pension. Michael Ehrenreich har valgt at tilrettelægge sin fratræden således, at hans efterfølger får god tid til at planlægge Dronningens 50-års regeringsjubilæum i 2022.
Hendes Majestæt Dronningen udtrykker sin varmeste påskønnelse af Michael Ehrenreichs varetagelse af sit hverv som hofmarskal. Dronningen har samtidig dekoreret Michael Ehrenreich med Storkorset af Dannebrogordenen.
Kongehusets nye hofmarskal Kim Kristensen har været Kongehusets ceremonimester siden 2012, og kom dengang fra en stilling som forsvarsattaché i Paris. Kim Kristensen har tidligere i sin karriere været adjudant for Dronningen og Prins Henrik, stabschef ved den danske bataljon i Kosovo og chef for den danske Afghanistan-styrke.
Markant ændring på vej for kronprinsesse Mary
Det er ikke den eneste ændring der snart vil være - også kronprinsesse Mary får ny hofdame.
Kronprinsesse Marys første tre hofdamer, lensgrevinde Victoria Bernstorff-Gyldensteen, Caroline Heering og Tanja Elise Kjærsgaard, kom fra kongefamiliens egen vennekreds. Det skriver BILLED-BLADET.
I 2015 blev Christine Pii Hansen ansat som Marys hofdame, hvilket var første gang, at Mary fik ansat en hofdame som hun ikke kendte. De to havde aldrig mødt hinanden forud for ansættelsen.
Den 12 marts meddelte Kongehuset at Christine Pii Hansen pr. 1 september afløses af Henriette Ellermann-Kingombe, der i stedet vil være hofdame og privatsekretær for kronprinsessen.
Tidligere har Henriette Ellermann-Kingombe haft en chefstilling i Udenrigsministeriet og deler blandt andet kronprinsessens interesse for samarbejdet med FN.