Det er ikke nogen hemmelighed, at forholdet mellem Nordkorea og vesten er meget anspændt.
Landet er underlagt heftige sanktioner, og landet har i mange år været totalt isoleret fra omverdenen.
Nu viser det sig dog, at de ikke nødvendigvis er helt så isolerede, som man har gået og troet.
Flere nordkoreanske agenter har nemlig infiltreret hundredvis af vestlige virksomheder ved at udgive sig for at være hjemmearbejdende it-specialister.
Det viser nye sagsdokumenter fra FBI ifølge Ingeniøren.
En af de virksomheder, der har været mål for denne operation, er elbilproducenten Fisker Inc., som er grundlagt af den danske designer Henrik Fisker.
Ifølge FBI's undersøgelser er målet med svindlen at få adgang til virksomheders interne systemer samt at sende lønnen tilbage til det nordkoreanske regime.
Pengene bruges blandt andet til at finansiere landets ballistiske missilprogram, hvilket bryder internationale sanktioner fra FN og USA.
Et eksempel på operationens omfang ses i sagen om Kou Thao, en it-medarbejder, der blev ansat af Fisker i 2022.
Kou Thao arbejdede angiveligt fra et enfamiliehus i Arizona, som ifølge amerikanske anklager var en del af en såkaldt "laptop farm", hvor nordkoreanske agenter skjulte deres identitet ved at bruge andres IP-adresser og hjemmeadresser.
FBI vurderer, at denne operation har genereret næsten 50 millioner kroner til Nordkorea gennem misbrug af over 60 amerikanske identiteter.
Fisker Inc. fyrede Kou Thao i september 2023, efter at FBI havde kontaktet virksomheden. Henrik Fisker har afvist at kommentere sagen, da den stadig er under efterforskning af FBI.
I selskabets årsrapport fra 2023 fremgår det, at cybersikkerhed har været en prioritet, og at der ikke er blevet registreret større sikkerhedstrusler, der kunne påvirke forretningen.