Landsholds-legende sætter milliondyr palævilla til salg

Nyheder
Foto: Claus Borg & Partner
Nu skal en af fodboldslandsholdets grand old men kigge sig om efter et nyt sted at stille fodboldstøvlerne, oplyser Boliga.

Lige nu læser andre også

Det er med nogle huse på markedet – som det er med nogle fodboldspillere på alverdens baner; enkelte skiller sig gevaldigt ud fra mængden.

Så når det kommer til en af verdens bedste målmænd nogensinde – er det næppe nogen overraskelse, at den villa, han netop har sat til salg, også placerer sig helt i top med palædetaljer, ekstraordinær god udsigt og en pris, hvor kun de færreste kan være med.

Det er den tidligere danske landsholds- og Manchester United-målmand Peter Schmeichel, der netop har sendt sit 342 kvadratmeter store strandvejshjem i Nordsjælland på markedet.

For villaen forventer målmandslegenden at få 28 millioner kroner. Det skriver boligmediet Boliga.dk.

De mange kvadratmeter fordeler sig på 14 værelser og beskrives i salgsmaterialet fra liebhavermægleren Claus Borg & Partner Søren Heilesen som en af områdets smukkeste og mest harmoniske villaer i kompromisløs kvalitet.

Huset ligger på en grund helt ud til Øresund i kystbyen Espergærde lige syd for Helsingør: Og det er altså ikke bare udsigten til bølgeskvulp og Sverige i det fjerne, der følger med. Til adressen hører der nemlig også egen badebro.

De dyreste områder

Schmeichel kom selv til vandkants-kvadratmeterne tilbage i 2007 efter en god prisforhandling. Den gang lød udbudsprisen nemlig på knap 30 millioner kroner – men Schmeichel endte dog med at få huset 4,9 millioner kroner billigere og altså til en pris på runde 25 millioner kroner. Det viser Boliga.dks salgsprishistorik for ejendommen.

Men selvom 28 millioner kroners-hjem er de færreste forundt – er det ikke et helt ualmindeligt syn i disse dele af Danmark.

For øjeblikket er der godt 65 villaer til salg i landet for mere end 20 millioner kroner – hvoraf de cirka 50 ligger i eller omkring hovedstaden. Sælges kan boligerne i den prisklasse også: Alene i år er der hidtil solgt knap 30 boliger i hovedstadsområdet for 20 millioner kroner – eller mere.

Peter Schmeichel er blevet kåret til verdens bedste målmand to år i træk; i dansk fodboldhistories mest glorværdige år: 1992 og i 1993 – derudover har den 56-årige fodboldlegende vogtet målet for blandt andre storklubben Manchester United i næsten et årti – og altså knap 300 kampe.

Se Schmeichels palævilla her

 

Anbefalet til dig