Der findes efterhånden ikke nogen danskere, som ikke ved, at Lene Beier og hendes mand, Anders, har rykket teltpælene op.
Den 9. september overtog tv-parret Hotel Edelweiss i Østrig, og sidenhen har de ikke set sig tilbage.
I TV 2-programmet 'Beier på alpehotellet' bliver danskerne inviteret med inden for, og her finder man virkelig ud af, hvor meget det kræver at drive hotel.
Derfor er der også flere ting, der bliver lavet om undervejs, og nu har det tilmed set dagens lys, at sommeren på Hotel Edelweiss bliver lidt mere smagfuld end først planlagt.
Beier-parret har nemlig besluttet at tilbyde aftensmad til hotellets gæster - og det var ellers ikke en del af den oprindelige plan.
Efter en succesfuld vintersæson, hvor hotellets gæster seks dage om ugen kunne nyde dagens ret i de hyggelige rammer, var parret ellers i tvivl, om det skulle gentages.
Planen var oprindeligt, at sommeren skulle byde på mindre køkkendrift, men det bliver der lavet om på nu - takket være hotellets nye kok, Rasmus.
Lene Beier fortæller i en Instagram-story, at beslutningen først faldt på plads, da det blev klart, at Rasmus havde lyst til at vende tilbage til komfuret.
Det har han, og derfor bliver der snart igen tændt op under gryderne på det charmerende hotel.
Tilbuddet om aftensmad vil dog ikke være tilgængeligt hver aften. Én dag om ugen holder køkkenet lukket, men det lægger ikke en dæmper på oplevelsen, mener parret.
Tværtimod glæder Lene sig over, at mange gæster foretrækker at bruge aftenerne i hotellets afslappede fællesområder - enten i lobbyen eller ude på terrassen.