Lidl i gavmild julestemning: Disse danskere kan glæde sig

Nyheder
Foto. Shutterstock
Foto. Shutterstock
Dagligvarekæden er i gavehumør.

Lige nu læser andre også

Julen varer længe og koster mange penge.

Sådan lyder det slutteligt i en kendt julesang og er samtidig også en oplevelse, som mange danskere kan nikke genkendende til. Særligt dem, hvor pengene i forvejen er små.  

Derfor donerer dagligvarekæden Lidl igen i år mad til Blå Kors Danmarks sociale tilbud. Det betyder, at den mad, som er i overskud, når butikkerne lukker ned lillejuleaften, bliver givet videre til familier og enlige voksne, der er i forskellige udsatte livssituationer. 

Det er blandt andet familier, som er økonomisk trængte eller er presset af sygdom eller sociale udfordringer samt brugere af væresteder og botilbud, hvor for eksempel ensomhed, hjemløshed og misbrug fylder i hverdagen. 

"Julen er forbundet med rigtig mange bekymringer for familierne. Om de har penge nok til at give deres børn den jul, de drømmer om, eller om de overhovedet har nogen at holde jul med. Maden, som Lidl donerer, er i den grad med til at sprede smil, håb og glæde i juletiden," siger Morten Skov Mogensen, som er generalsekretær i Blå Kors Danmark, i en pressemeddelelse

Forsøder juletiden for familier

Den 23. december, når Lidls butikker lukker ned inden helligdagene, kan de frivillige fra Blå Kors' familienetværk, væresteder, botilbud og terapitilbud til børn, Barnets Blå Hus, hente den mad, som er i overskud. Det kan blandt andet være frugt, grønt, brød og mejeriprodukter, som ikke kan holde sig og ellers ville blive smidt ud.

Maden bliver derefter fordelt i poser og udleveret til familierne op mod jul til at forsøde juledagene. Det er et initiativ, som giver rigtig god mening, fortæller Jens Stratmann, som er adm. direktør i Lidl Danmark:

“Jeg vil gerne takke Blå Kors og deres mange dedikerede frivillige samt vores dygtige butikspersonale for endnu en gang at gøre det hele muligt,” siger Jens Stratmann og fortsætter:

“I Danmark har vi en tradition om at samles om måltidet, og det forstærkes i juletiden. Vi er derfor glade for og stolte over, at overskudsmad fra vores butikker kan være med til at sprede juleglæde hos de mest trængte familier og socialt udsatte i Danmark.”

Lidl og Blå Kors har siden 2017 samarbejdet om at mindske madspild til fordel for socialt udsatte danskere. Derudover støtter Lidl blandt andet også Blå Kors' ferielejre for børn og unge gennem en række initiativer og indsamler julegaver til børn fra familier med alkohol- og stofmisbrug. 

Anbefalet til dig