Lufthavn rammes af stor strejke: Får konsekvenser for flere flyselskaber

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Mange tusinde passagerer risikerer at få påvirket deres sommerferieplaner, da lufthavnen rammes af to strejker.

Lige nu læser andre også

Hvis du skal flyve til London, er du i farezonen for at blive ramt af to store strejker. Det er i hvert fald tilfældet, hvis du lander i byens næststørste lufthavn, Gatwick.

De to strejker følger umiddelbart efter hinanden, da den ene vil finde sted i slutningen af juli, mens den anden er planlagt til at blive afviklet af starten af august.

Der er tale om to store strejker, der begge er planlagt til at have en varighed på fire dage. Det skriver Ritzau, der også oplyser, at strejkerne gælder for både bagagepersonalet og check-in-personalet.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er de to strejker blevet bekræftet af fagforeningen Unite.

Omkring 950 ansatte i den store lufthavn i London kommer til at strejke fra 28. juli til 1. august. Tre dage senere tages der hul på en ny strejke, som kommer til at vare fra den 4. august til 8. august.

Igen er der tale om strejke, der er forårsaget af uenigheder om lønninger. Sådanne strejker har flere lufthavne rundt omkring i Europa været ramt af i år.

De to store strejker føjer til listen af bekymringer for flypassagerer, der skal gennem det europæiske luftrum til sommer. Det skyldes, at Gatwick har en lang række afgange mod nogle af de mest populære destinationer i Sydeuropa.

Strejken kommer til at få konsekvenser for flere flyselskaber. Blandt andet kommer det til at ramme selskaber såsom Ryanair, Easyjet og British Airways.

Ritzau oplyser, at det ikke fremgår af Billund Lufthavns hjemmeside, om disse tre flyselskaber har afgange til London i de pågældende dage.

Til gengæld kan man på Københavns Lufthavns hjemmeside se, at Easyjet har afgange til Gatwick de pågældende dage. Disse risikerer derfor at blive enten aflyst eller forsinket på grund af de to strejker.

Anbefalet til dig