Hakket oksekød ender ofte i kurven, når der handles ind, da det indgår i et hav af hverdagsretter.
Måske har du førhen oplevet, at du har været nødsaget til at smide de sidste rester fra aftensmaden ud, og derfor lancerer Rema 1000 nu et afgørende initiativ, som har potentialet til at gøre det lettere for kunderne at undgå at smide kød i skraldespanden.
Mængden i Rema 1000's egne varianter af hakket oksekød mindskes nemlig med op til 20%, og priserne sænkes tilsvarende, så de stadig er fuldt konkurrencedygtige.
Det skrev Rema 1000 i en pressemeddelelse sidste torsdag.
"Det vil koste os, men det er nødvendigt. For hvis vi ikke gør noget, så koster det endnu mere på den lange bane. Oksekød er i toppen, når der peges på mest klimabelastende produkter, og mange danskere vil gerne spise lidt mindre kød for at give deres bidrag til omstillingen", lød det fra kategorichef i Rema 1000, Jonas Garly Sørensen, der fortsatte:
"Med de reducerede mængder får kunderne mulighed for netop det, og de står ikke tilbage med mere kød, end de reelt har brug for. Det er også vigtigt i forhold til at undgå madspild, og når prisen reduceres tilsvarende, giver det mening hele vejen rundt - og så håber vi, kunderne i stedet køber lidt flere grøntsager."
Kunderne raser
Mindre kød i pakkerne er dog ikke faldet i god jord hos kunderne.
Det skriver Avisen Danmark, der har fået et hav af kommentar på deres Facebook-opslag om Rema 1000's nye tiltag.
I kommentarfeltet lægger kunder bestemt ikke fingre imellem, når det kommer til at udtrykke holdninger om det nye tiltag - og det gør iværksætteren, Martin Thorborg, heller ikke.
Sådan skriver B.T.
"Drop nu det bullshit, Rema 1000. Det er et cowboytrick at sige, at prisen følger med ned. Måske lige nu, men min erfaring siger mig, at det ikke kommer til at fortsætte særligt længe," udtaler han.
Flere kunder har meldt ud, at de fremover vil handle hos den norske kæde, men den vogn hopper Martin Thorborg ikke med på:
"Jeg er faktisk rigtig glad for Rema 1000. Jeg får maden fra dem bragt ud, og det fungerer virkelig godt. Det koster ikke ret meget, og så skal jeg ikke stå i kø for at købe en flaske rødvin og store bøffer."