Matas har i mange år været særdeles populært herhjemme, og har ifølge dem selv en af Danmarks største loyalitetsklubber med hele 1,6 millioner medlemmer.
Og nu er de også oppe og leje med, der hvor det er sjovt, når det kommer til at være en attraktiv arbejdsplads.
Det fortæller en undersøgelse blandt erhvervsaktive danskere med uddannelsesbaggrund i business.
For to år siden var detailvirksomheden Matas end ikke på listen over mest attraktive arbejdspladser, mens den stribede kæmpe debuterede på en 43. plads sidste år.
I den netop offentliggjorte undersøgelse hopper Matas yderligere 24 pladser frem på listen og er nu blandt de tyve mest attraktive arbejdspladser i Danmark, hvis man spørger de højtuddannede.
Det skriver Matas i en pressemeddelelse.
Matas er helt præcist nummer 19 på listen og er således en af årets højdespringere. Det er noget, der skaber stolthed og glæde hos detailgiganten:
”Vi har taget store skridt i Matas i forhold til medarbejdertilfredsheden og arbejder utroligt meget med mental sundhed hele vejen gennem organisationen. Det er en stor glæde, at undersøgelsen viser, at det ikke kun er blandt vores egne medarbejdere, at vi er en attraktiv arbejdsplads, men at mange erhvervsaktive udenfor vores organisation også ser os som et af de bedste steder i landet at arbejde,” siger Executive Vice President for Matas, Lise Ryevad.
Listen udarbejdes årligt af Employer branding-virksomheden Universum, der i år har spurgt 9.746 erhvervsaktive danskere.