Mette Frederiksen har modtaget vigtigt brev: Anmoder om at flytte folketingsvalget

Nyheder
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Det er indtil videre planen, at folketingsvalget skal finde sted den 1. november, men det kan blive ændret, hvis statsministeren og folketinget lytter til det brev, de har modtaget.

Lige nu læser andre også

Færøerne har anmodet om at lade dem afholde folketingsvalg den 31. oktober i stedet for 1. november.

Det skyldes, at 1. november er en sørgedag på Færøerne, hvor man mindes dem, som er omkommet til søs.​

Færøernes lagmand, Bárdur Steig Nielsen, skriver i brevet, der er blevet sendt til Mette Frederiksen (S), at Færøerne er en sejlende nation, hvorfor de længe har haft en tæt tilknytning til havet. 

Et hav, der har taget livet af flere end 1000 færinger siden 1900. 

Ifølge lagmanden har valgdatoen i den forbindelse medført "markante negative reaktioner" på Færøerne.

"Den 1. november er en helt særlig dato på Færøerne, da det er den officielle mindedag for dem, der døde på havet," skriver han ifølge B.T. 

Brevet blev sendt til Mette Frederiksen fredag aften.

Af samme årsag har Indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen indkaldt gruppeformændene til møde lørdag eftermiddag.

”Da vi står midt i et valg, er det vigtigt, at reaktionen på anmodningen fra Færøernes lagmand baserer sig på en bred politisk forankring. Jeg har derfor valgt at indkalde alle gruppeformænd til en åben drøftelse af spørgsmålet i dag kl. 16,” siger indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen i en pressemeddelelse.

Anbefalet til dig