Danskernes samlede pensionsformue satte ny rekord sidste år, hvor den steg med 317 milliarder kroner.
Det viser nye tal fra Nationalbanken.
Således var pensionsformuen på 4.351 milliarder kroner ved udgangen af 4. kvartal 2024 - hvilket er det højeste niveau nogensinde - mod 4.034 milliarder kroner ved udgangen af 2023.
Det skriver Sampension i en pressemeddelelse, som Nyheder24 har modtaget.
Det hidtidige rekordår var 2021, hvor formuen ved udgangen af året var på 4.312 milliarder kroner.
Den rekord blev passeret ved udgangen af 3. kvartal 2024, hvor pensionsformuen var på 4.319 milliarder kroner, og i 4. kvartal 2024 voksede formuen med yderligere 33 milliarder kroner.
”Pensionsformuen fik i den grad luft under vingerne i 2024, hvor den skød markant i vejret og nåede nye højder for første gang i tre år. Udviklingen skal ikke mindst ses i lyset af, at året bød på fremgang på aktiemarkederne med de amerikanske aktier som det helt store træktog. Aktieopturen medvirkede til, at danskerne fik pæne afkast på deres pensionsopsparinger sidste år, og at den samlede pensionsformue blev sendt til vejrs,” siger Helle Dalsgaard, der er chefrådgiver i Sampension.
Høje indbetalinger
Ifølge de nye tal fra Nationalbanken var danskernes pensionsindbetalinger på 163,6 milliarder kroner i 2024.
Det er det højeste niveau nogensinde og en stigning på 4,5 milliarder kroner ift. 2023, hvor indbetalingerne lød på 159,1 milliarder kroner.
”Foruden afkastet bidrog også danskernes rekordhøje pensionsindbetalinger til vokseværket i pensionsformuen. At indbetalingerne til pension i 2024 var højere end nogensinde før, skylder især, at der var pil op for både beskæftigelsen og lønningerne herhjemme. Hertil kommer, at mange på egen hånd valgte at sætte ekstra ind på pensionen sidste år,” siger Helle Dalsgaard.
I 2022 dykkede pensionsformuen markant, hvor den på bare ni måneder faldt med i alt 658 milliarder kroner til 3.654 milliarder kroner, ved udgangen af tredje kvartal 2022. Siden da er formuen dog vokset med i alt 698 milliarder kroner, og har nu altså nået et nyt rekordniveau.
”De seneste to års optur for pensionsformuen betyder, at det store dyk i formuen, som vi var vidner til i 2022, nu er mere end indhentet. Det er selvfølgelig glædeligt. Samtidig er udviklingen en påmindelse om, at man skal huske at zo+ome ud, når det gælder pensionsopsparing,” siger Helle Dalsgaard og fortsætter:
"For selvom der uundgåeligt vil være år med fald, så vil tendensen set over en længere årrække være, at pensionsformuen vokser støt, dels fordi afkastene typisk er positive og dels pga. de betydelige pensionsindbetalinger. Det er 2024 et godt eksempel på."
Siden 1. kvartal 2015 – som er det første år i Nationalbankens statistik – er pensionsformuen steget med i alt 1.413 milliarder kroner.