Når man tænker på håndboldherrelandsholdet, tænker man nok på Mathias Gidsel, Simon Pytlick eller Nikolaj Jacobsen.
Men når spillerne tænker på landsholdet, er en af dem, tankerne falder på, den afdøde holdleder Kai Johannsen, der gennem to årtier har været en central figur på holdet.
Onsdagens kamp mod Norge bød på en hyldest til ham og en anden dansk håndboldlegende, Morten Stig Christensen.
Før kampen holdte tilskuere og spillere et minuts stilhed, og Nikolaj Jacobsen måtte da også kort tørre tårerne væk, inden han med opbakning fra bænken mindede sine spillere om, hvad aftenen handlede om.
'Kom så, gutter!' lød det bestemt fra træneren, som før kampen havde fastslået, at den bedste måde at hylde de to håndboldikoner var med et smil og kærlighed lige i Kai Johannsen og Morten Stig Christensens ånd.
Efter kampen måtte den danske landstræner dog erkende, at tabet af de to legender havde sat sit præg på aftenen og kampen:
"Det var tungt. Derfor gider jeg faktisk heller ikke stå og snakke om små fejl (i Danmarks spil, red.). Der er andre ting, der har fyldt langt mere i dag. Der er nogle familier, der har mistet deres kære, så i dag var det lidt ligegyldigt, om den røg ind eller ud over målstregen", lød det fra ham til TV 2 Sport.
Også den danske stjerne Mathias Gidsel, mærkede den tunge stemning før kampstart:
"Det var på mange måder en mærkelig aften. Først skulle vi mindes to mennesker, der har betydet utroligt meget for os, og jeg tror godt, man kunne se, at det lige satte sig i alle spillere og ledere. Bagefter skulle vi så spille en håndboldkamp, og efter opgøret skulle vi hyldes for OL-guldet. Så det var lidt en mærkelig aften på mange måder", fortalte han hudløst ærligt til TV 2 Sport.
Trods den følelsesladede start gik det danske landshold ind og leverede en præstation, der netop mindede publikum om de glæder, som Kai Johannsen og Morten Stig Christensen har været med til at give dansk håndbold.
Danmark besejrede Norge med 32-27.