For tredje og sidste gang i år har Norlys Vækstpulje sat navn på de projekter og initiativer, som skal have en økonomisk håndsrækning.
17,3 millioner kroner er der givet til i alt 266 projekter ansøgere, der enten bidrager til det lokale fællesskab eller en grønnere og mere digital samfundsudvikling.
"Målet med Norlys Vækstpulje er at give vores 800.000 andelshavere en hjælpende hånd med at realisere de projekter, som de kæmper for, og derfor er det altid en stor glæde, når vi kan uddele støtte," siger Jens Erik Platz, der er bestyrelsesformand for Norlys a.m.b.a.
Norlys Vækstpulje har fordelt støttekroner til en lang række forskellige projekter.
Det er lige fra 5.000 kroner til strikkede huer til børn på neonatalafdelinger og helt op til 900.000 kroner til Green Innovation Week i Skive.
Fra plastikfrie trusseindlæg til ukrudtsrobotter
Norlys Vækstpulje er primært til for de 800.000 andelshavere, men støtter også projekter uden for ejergeografien, hvis de fremmer den grønne omstilling i en bredere forstand.
I denne omgang har Norlys Vækstpulje støttet fire initiativer, der ligger uden for ejergeografien.
Det er blandt andet givet støttet til to selskaber ved Odense. En af dem er iværksættervirksomheden Mewalii, som Norlys Vækstpulje har støttet med 97.000 kroner.
Mewalii står bag verdens første menstruationsbind i hamp uden bomuld og plastik og vil nu også udvikle et trusseindlæg.
Støtten fra Norlys Vækstpulje skal bruges til at forbedre designet af deres trusseindlæg og sikre, at det bliver lige så holdbart og effektivt som deres andre produkter.
Norlys Vækstpulje har også støttet Herd Robotics med 60.000 kroner.
Selskabet har udviklet en robot, der kan bruges til at bekæmpe ukrudt i økologisk landbrug. Med støtten fra vækstpuljen kan selskabet videreudvikle og teste deres prototype under reelle markedsforhold.
"Som energi- og telekoncern ser vi det som vores ansvar at støtte innovation og grøn omstilling. Derfor glæder vi os over at kunne støtte fire spændende projekter, som alle har potentiale til at skabe en positiv forandring," siger Jens Erik Platz.
Første gang, der er frist for at søge støtte fra Norlys Vækstpulje i 2025, er 1. februar klokken 12.