Tesla tvunget til endnu en tilbagekaldelse af Cybertruck
Tesla står over for endnu en udfordring med deres seneste elbil-model, Cybertruck, da virksomheden er tvunget til at tilbagekalde 27.000 biler.
Årsagen er et alvorligt problem med bilens bakkamera, hvor der kan opstå forsinkelser på op til otte sekunder – en risiko, der potentielt kan påvirke sikkerheden for både chauffører og fodgængere.
Det skriver CNN.
Dette er ikke første gang, at Cybertruck har været ramt af problemer. Faktisk markerer dette femte gang, at Tesla har måtte tilbagekalde modellen siden dens lancering sidste år. Tidligere har fejl i både speederen og accelerationssystemet ført til lignende tilbagekaldelser - senest i juni og april. De gentagne udfordringer med modellen lægger yderligere pres på Tesla, der allerede står over for økonomiske udfordringer.
Musk og Tesla mærker i øjeblikket modvind på flere fronter. Tesla-aktien er faldet med over fem procent i løbet af de seneste fem dage, og det seneste kvartals leverancer skuffede i forhold til analytikernes forventninger. I tredje kvartal leverede Tesla 462.890 biler, lidt under forventningen på 463.900, ifølge Bloomberg News. Leveringstallene steg dog en smule i forhold til både andet kvartal og samme kvartal sidste år, hvilket viser en stabil, omend langsom vækst.
Trods problemerne med Cybertruck har Tesla opnået stærke resultater med deres populære Model 3/Y, som udgjorde størstedelen af leverancerne. Her blev der leveret 439.975 biler – et tal, der overstiger de forventede 435.920.
Mens Tesla producerede flere biler end ventet i tredje kvartal, med 469.796 producerede køretøjer mod de forventede 465.828, er der stadig spørgsmål om, hvorvidt problemerne med Cybertruck vil påvirke virksomhedens langsigtede succes.